Aktuel kommentar

Søren Dyhr, formand for Aarhus Haandværkerforening, fortæller om foreningens indsatser for at gøre det attraktivt for unge mennesker at vælge en erhvervsuddannelse. Læs mere her

BrancheNyt

Som arbejdsgiver kan du få refunderet en del af dine udgifter, når dine medarbejdere er syge. Aarhus Kommune har forbedret sin vejledning, så det forhåbentlig bliver nemmere at klare indbe-retningen. Læs mere her
 

Håndværkere viser vejen i folkeskolen

23-08-2017
Frisørmester Amalie Lohff fik ved et tilfælde kontakt til den lokale folkeskole og mulighed for at komme ud at fortælle om sit fag - og nye unge kunder i butikken. Foto: Håndværksrådet.
 
Flere håndværkere og virksomhedsejere kaster sig ud i at undervise på folkeskoler for at præsentere deres håndværk og uddannelse for eleverne.

Fra Håndværksrådet

”Jeg ville gerne komme og fortælle eleverne om mit fag, fordi jeg synes håndværk bliver overset! Det var en mulighed for mig at vise dem, hvad man kan bruge HHX og en uddannelse som frisør til”, fortæller frisøren Amalie Lohff.

Hun er en af de håndværksmestre, der samarbejder med den lokale skole for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Læs Håndværksrådets idékatalog og få flere eksemler på vellykkede samarbejder.

Når skolevikaren er den lokale frisør
Amalie Lohff ejer salonen Hair Vision i Viborg, og kontakten til skolen kom gennem en tilfældig snak med viceinspektøren, hvor Amalie selv luftede ideen om at komme ud og undervise eleverne i et valgfag. Den mulighed havde viceinspektøren egentlig aldrig tænkt over, men det blev husket, da skolen skulle til at planlægge valgfagsdag for skolens ældste klasser.

Det blev til næsten tre timer, hvor hun gav råd og vejledning om hår og kosmetik til pigerne.

”Det er lige i den alder, hvor der sker rigtig meget med håret og kroppen. De tog rigtig godt imod mit besøg, som tog længere tid end planlagt. Jeg var omkring det hele. Fra uddannelse til hvordan man kan starte sit eget som frisør, og hvordan vi giver kunder råd og vejledning. Lærerne gav mig god feedback, for eleverne var stille og lyttede mere end normalt,” fortæller Amalie Lohff.

Mekanikermester fik fast undervisningstjans
For Carsten Uhrlund Jensen blev en reparation af en kundes bil indgangen til at undervise en flok drenge fra ottende klasse. Carsten ejer et autoværksted lidt uden for Holstebro, hvor skoleinspektøren fra Tvis Skole havde sin bil til reparation.

Skoleinspektøren kendte til Carstens ungdomsarbejde med spejderne, og da skolen, som et led i skolereformen, var i færd med at oparbejde et samarbejde med små virksomheder i lokalområdet, tilbød han Carsten en ansættelse som vikar i to timer om ugen. Sådan blev han underviser i motorlære.

”Jeg kunne give drengene indblik i livet som mekaniker, som ikke kun handler om fede biler! Det kræver, at man kan tænke selv og sætte sig ind i tingene. Jo tidligere de fanger, hvad det går ud på, jo nemmere har de ved at spore sig ind på, hvad de vil efter skolen”, fortæller mekanikermesteren.

Holdet af drenge bestod primært af friske drenge, som var blevet lidt skoletrætte. Dem kan Carsten og hans medarbejdere godt forholde sig til. Holdet skulle dog ikke kun væk fra skolebænken, men fik også faglig undervisning. Samtidig fik Carsten et indblik i, hvordan den kommende generation af lærlinge tænker.

”Jeg tror, det er vigtigt, at vi møder de unge på andre steder end værkstedet. Jeg bliver lidt mere vaks og får indsigt i, hvordan sådan én årgang tænker og gør, og hvad de forventer”.

Der har ikke været elever nok til at stille et hold i dette skoleår, men Carsten stiller gerne op igen, hvis der kommer et hold til næste år. Til gengæld har Carstens nu glæde af, at en af hans tidligere 9 elever er blevet erhvervspraktikant i værkstedet. Drengen kommer hver torsdag resten af skoleåret, og Carsten tror fast på, at han kan blive til noget inden for automekanikerfaget.

"Jeg bliver lidt mere vaks og får indsigt i, hvordan sådan én årgang tænker og gør, og hvad de forventer”, fortæller mekaikermester Carsten Uhrlund Jensen fra Holstebro.
 
Mekaniker Carsten Uhrlund Jensen fik en tjans som underviser i motorlære og samtidig et unikt indblik i hvordan fremtidens lærlinge taler, tænker og arbejder. Foto: Håndværksrådet.
 
Lokal værdi, lærlinge og nye kunder i butikken
Carsten mangler ikke lærlinge lige nu, men han er glad for at have undervist på den lokale skole. Han har fået kontakt til mulige lærlinge, og hvis én af dem søger læreplads hos ham i den nære fremtid, vil han kende dem på forhånd.
Og så er der også andre fordele:

”At vi som firma byder ind og engagerer os lokalt, det giver en lokal værdi. At vi gør noget for en flok drenge. Det er bedre end en reklame oppe i hallen. Drengene skal jo selv have bil engang, og hvis de ikke selv kan lave den til den tid, så kan vi. Jeg synes, det er vigtigt, vi også tager et ansvar, så de kommer godt i gang”, fortæller Carsten.

Han anbefaler klart, at man som virksomhedsejer engagerer sig, hvis tiden og lysten er der.

For Amalie Lohff gav deltagelse som underviser i valgfag ekstra kunder i butikken omkring konfirmationstid.

”Jeg syntes, skolerne burde tage kontakt til os virksomhedsejere og høre, om vi er interesserede i at komme og undervise. Som ejer synes jeg også, at man selv kan tage kontakt. Jeg oplever, at frisørfaget kan blive talt ned, og derfor kommer jeg gerne ud igen og fortæller unge om mit fag”, fortæller Amalie.

Opdager hun, at en kunde er skolelærer, mens hun er i gang med saksen, tilbyder hun altid sin assistance, hvis skolen kunne bruge en frisør til at undervise i valgfag.

Læs hele Håndværksrådets idékatalog
Denne artikel er en del af et idékatalog med en række eksempler på vellykkede samarbejder mellem grundskolen og små og mellemstore håndværksvirksomheder overalt i landet.


Kategori: Nyheder
 

Nye indlæg

Kategorier

Gratis brancheregister

Som medlem af Aarhus Haandværkerforening kan du få din virksomhed optaget i vores brancheregister, der oprettes her på siden i den kommende tid. Brug formularen her
  Aarhus Haandværkerforening
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk