Sverige: Håndværkerfradrag er en succes i kampen mod sort arbejde

2017-07-25 10:48
Erfaringerne fra Sverige viser, at boligjobordningen, populært kaldet Håndværkerfradraget, har en betydelig effekt på hvor meget sort arbejde der udføres. Foto: Moritz320 / Pixabay.com
 

En ny undersøgelse af den svenske boligjobordning viser, at 13 procent af det indberettede håndværksarbejde ville være udført sort uden den succesfulde ordning.
 
Pressemeddelelse fra Håndværksrådet

Den svenske boligjobordnings succes viser, at håndværkerfradraget virker på sort arbejde inden for håndværk. Det siger Håndværksrådet, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, efter at det i dag kom frem, at den svenske udgave af boligjobordningen reducerer sort arbejde markant.

”Undersøgelsen sætter en tyk streg under, at boligjobordningen som det eneste initiativ har en dokumenteret positiv effekt på sort arbejde indenfor håndværk. Derfor vil det være vanvittigt at skære ned på boligjobordningen inden for håndværk”, siger Kristian Brændstrup Bech, der er erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.

Analyser for Skatteministeriet har tidligere peget på, at boligjobordningen har en effekt på sort arbejde i Danmark.

Undersøgelsen af den svenske ordning peger også på, at der er en stor effekt indenfor service, hvor 20 procent af det indberettede arbejde ellers ville være sort. Fradraget til service bør dog ikke øges på bekostning af håndværk, siger Håndværksrådet.

”Vi taler om en ordning, der flytter mange, mange millioner kroner fra sort til hvidt arbejde. Penge der så kan beskattes fremfor at ende ubeskåret i baglommen på dem, der arbejder sort. Men vi støtter, at man udvider ordningen efter svenske forbillede med en større økonomisk ramme til både håndværk og service”, siger Kristian Brændstrup Bech.

Den økonomiske ramme i den svenske ordning er højere end i den danske, og det giver en større effekt, mener Håndværksrådet.

Undersøgelsen af effekten af den svenske udgve af boligjobordningen kan ses her.

Kontakt
Erhvervspolitisk konsulent Kristian Brændstrup Bech, telefon 20 69 32 89
Kommunikationschef Frederik Faurby, telefon 51 34 43 77
  Aarhus Haandværkerforening
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk