Vellykket formandsmøde i Aarhus 2018

2018-09-26 12:00
Håndværker- og industriforeningerne i Danmark afholdt 7-9. september 2018 formandsmøde i Aarhus.

Mødet var henlagt til Radisson Blu Scandinavia Hotel Aarhus. Det blev en berigende weekend – såvel fagligt som socialt. Med højdepunkter i form af veloplagte indlæg, gode debatter og godt selskab til de sociale arrangementer.
 
Skatteminister Karsten Lauritzen åbnede formandsmødet efterfulgt af en
trio bestående af formand for Aarhus Håndværkerforening, malermester Søren Dyhr, borgmester Jacob Bundsgaard (S) og formand for SMVdanmark, Niels Techen.

De mange ledsagere kunne herefter glæde sig til en tur, der blandt andet gik via Den Gamle By, mens forsamlingen gik i gang med mødets erhvervspolitiske del.

Her lagde tømrermester Jesper Møller, formand for Horsens Håndværker- og Industriforening samt HIF Danmark, ud med en orientering om HIF Danmark Udvalgets lokale politiske arbejde.

Formiddagens varme emne var ’Det offentlige opgavetyveri’. Mange små og mellemstore virksomheder oplever opgavetyveri og unfair konkurrence fra det offentlige, når staten eller kommunerne konkurrerer på markeder, hvor der også er private virksomheder. Hvad mener politikerne, og hvad er status på forårets aftale mellem regeringen og oppositionen samt anbefalingerne fra regeringens arbejdsgruppe?

HIF Danmark og SMVdanmark arbejder for, at den offentlige sektor skal afskæres fra at udføre erhvervsaktiviteter for private, som virksomheder kan udføre. Derfor skal de kommunale håndværkerafdelinger fx nedlægges. Desuden bør det offentlige udbyde en langt større del af deres opgaver, og der skal laves klare regler ift. prisfastsættelse ved kontroludbud.

Kor før frokost fik forsamlingen et kort indspark fra cheføkonom Lars Magnus Christensen, SMVdanmark: ’Hjælp dine medlemmer til et ”ja” i banken’.
De små og mellemstore virksomheder, SMV’er, og bankerne kan ofte gå skævt af hinanden. Det er ærgerligt for virksomhederne, men også for resten af samfundet da øgede investeringer giver vækst, arbejdspladser og flere skattekroner i statskassen. Lars Magnus Christensen skitserede vigtigheden af, at SMV’erne har adgang til finansiering, der understøtter deres innovation og udvikling. SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 SMV’er, har i samarbejde med Finans Danmark og FSR – danske revisorer udarbejdet håndbogen ”Sådan forhandler du med din bank”. Bogen blev uddelt til deltagerne på mødet.

Efter frokost blev mødedeltagerne delt i to grupper for hhv. Ikke-medlemmer og medlemmer af SMVdanmark.

Ikke-medlemmerne fik en introduktion til arbejdet i hhv. HIF Danmark og SMV Danmark og et indblik i, hvad håndværker- og industriforeningerne og deres medlemmer får ud af at stå sammen i et nationalt arbejdsgivernetværk.

Medlemmerne blev introduceret for SMV Danmarks plan, der skal styrke medlemstilgangen. Endvidere blev det beskrevet, hvordan formandsmøderne skal styrkes.


Da ledsagere og arbejdsgrupper igen var samlet hen på eftermiddagen leverede byrådsmedlem Marc Perera Christensen (K) et fantastisk indlæg om vilkårene for små og mellemstore virksomheder.

Traditionen tro blev weekenden rundet af med et brag af en fest – inden alle søndag morgen kunne vende hjem igen.
  Aarhus Haandværkerforening
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk