Rekordstort Skillslandshold samles i marts
22 særligt talentfulde unge er udtaget til Skillslandsholdet. De skal repræsentere Danmark ved EuroSkills i Gdansk og forventningerne til medaljer er store.
Fra SkillsDenmark
27. februar 2023
De unge talenter, der udgør Skillslandsholdet samles første gang den 4.-5. marts til landsholdssamling i Middelfart. Her bliver de unge forberedt på, hvad det kræver at være en del af de danske Skillslandshold.
”Landsholdsdeltagerne skal først og fremmest møde hinanden. Og så skal de have oplæg, der forbereder dem på, hvad de næste 6 måneder kommer til at kræve af dem i form af intens faglig træning. Men også en introduktion til, hvad det kræver mentalt og fysisk at være en del af Skillslandsholdet. Man kommer ikke sovende til medaljer ved EuroSkills – niveauet er tårnhøjt i Europa”, fortæller Jens Søndergaard, chefkonsulent i SkillsDenmark og Technical Delegate WorldSkills and EuroSkills.