”Early warning”: Et gratis tilbud om hjælp til din virksomhed før, under og efter krisen
Hvis dit firma taber penge eller du som ejer er bange for at miste overblikket er der hjælp at hente lokalt i de regionale erhvervscentre.
Aarhus Haandværkerforening og DR Nyheder
Foto: Pixabay.com
12. januar 2023
I 2022 oplevede danske virksomheder det højeste antal konkurser siden 2010. Det har samtidig fået et rekordstort antal firmaer til at række ud efter hjælp fra de regionale erhvervshuse, hvor frivillige konsulenter fra programmet ”Early Warning” sidder klar til at hjælpe med alt fra turn around-planer til juridisk bistand fra insolvensadvokater og sparring for rekonstruktion af virksomheden.
Sidste år hjalp Early Warning således 900 virksomheder i økonomiske problemer, hvor tallet i mere normale år ligger på omkring 500.
Bed om hjælp – det er vigtigt
Det er rigtig vigtigt, at virksomhedsejere griber ud efter hjælp. Det fortæller Philipp Schröder, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet til DR Nyheder.
”Det har en stor værdi at få hjælp til tidligt at erkende, at man har problemer og få tidlig hjælp til at bevare den del af virksomheden, som giver værdi, og lukke det, der ikke er levedygtigt. Processen er meget svær at gøre alene for ejerne,” siger han.
Det kan nemlig være en mulig vej ud af konkurs, at man kun lukker dele af en virksomhed.
”Man kan få hjælp til at identificere, hvilke aktiviteter i virksomheden der giver overskud, og hvilke der giver underskud. Ved at fokusere på det, der kører godt, kan man løfte den samlede virksomhed. Hvis man for eksempel ejer tre restauranter, og den ene ikke giver overskud, så luk den og fokuser på de to andre”.
Og det er ikke kun vigtigt for virksomhedens egen skyld, at ejerne tidligt ser problemerne i øjnene.
”Væksten i Danmark er afhængig af, at virksomhedsejere er dygtige til at tage deres medarbejderes timer og konvertere til værdi. Ellers er det bedre for samfundet, at virksomheden lukker, og medarbejderne kommer et andet sted hen, hvor de kan skabe værdi”, råder professor Philipp Schröder.
Læs mere om Early Warning og hvordan din virksomhed kan få gratis og professionel hjælp.