Gratis onlinekurser i cybersikkerhed fra IT-Universitetet

 

Lær at tænke som en hacker. SIKKER:CYBER tilbyder gratis online e-læringsforløb i it-sikkerhed til dig, der arbejder i en lille eller mellemstor virksomhed. Uanset om det er første gang, du stifter bekendtskab med it-sikkerhed, eller arbejder professionelt med it, er der et forløb, der passer til dig.

Fra SMVdanmark
8. december 2022

Et mere digitaliseret samfund betyder også flere værdifulde data der skal beskyttes, og den høje trussel fra cyberkriminalitet og spionage gælder for alle erhverv, ikke mindst når man arbejder med it til dagligt. For uanset om du er selvstændig eller arbejder i en lille- til mellemstor virksomhed, er det vigtigt at overveje, hvilken værdifuld data du og din virksomhed lagrer, og hvordan I beskytter jer mod hackerangreb.

Under projektet ’Sikker:Cyber’ har ITU udviklet gratis onlinekurser i IT-sikkerhed, der kan hjælpe dig med at blive klogere på risikoen for cyberangreb, og hvordan du beskytter dig og jer bedst muligt.

Der findes tre kurser: Et introduktionskursus og to kurser til it-professionelle. Vi har netop udgivet kursus to til it-professionelle i offensiv cybersikkerhed.

Kurserne for it-professionelle henvender sig til dem, der arbejder med fx it-drift og systemudvikling. Det ene kursus har fokus på at opbygge en defensiv sikkerhedsstrategi, herunder logkilder og loganalyse. Det andet kursus handler om offensiv it-sikkerhed, hvor man lærer at tænke som en hacker for at finde og dække svagheder i ens systemer, før de rigtige hackere udnytter dem.

Introduktionskurset er til den almindelige computerbruger, der ønsker en bedre forståelse af it-sikkerhed og kompetencer til at træffe gode sikkerhedsbeslutninger og stille de rette krav til medarbejdere og leverandører.

Om kurserne:
Kurserne består af mindre moduler, der hver tager cirka 20 minutter at gennemføre. Modulerne består af videnskabeligt funderet information, inddragende quizzer og opgaver, og tager udgangspunkt i konkrete udfordringer, som medarbejdere i små og mellemstore virksomheder møder i hverdagen.

Når du tilmelder dig, gemmes din progression, så du kan tage modulerne i dit eget tempo og når det passer dig.

Du får:
På introduktionskurset lærer du blandt andet om de mest almindelige cybertrusler, hvilke trusler der er relevante for din virksomhed, hvordan du strukturerer dit arbejde med it-sikkerhed, og hvad du skal gøre, hvis du bliver ramt af et hackerangreb.

På kurserne for it-professionelle får du viden om, hvordan du kan opdage et hackerangreb, udfører loganalyse, hvilke værktøjer en hacker bruger til at finde svagheder, og hvordan du fortolker scanninger af dit system.

Tilmeld dig her->>

×