
Hvad er vores erfaringer med el-køretøjer til håndværkere i Aarhus?
Og hvilke barrierer er der for at endnu flere håndværkere kan begynde at køre på strøm i deres arbejdstid? Aarhus Kommune inviterede til dialogmøde med de østjyske håndværkere.
Fra Aarhus Haandværkerforening
1. juli 2025
Opstil flere offentlig tilgængelige ladestandere. Opstil ladestandere på håndværkerparkeringspladser, og giv adgang til private uden for arbejdstid. Og gør parkering gratis for el-køretøjer til erhvervskørsel.
Sådan lød nogle af de helt konkrete råd fra et bredt tværsnit af håndværkerbranchen, da Aarhus Kommune inviterede til møde og bad om råd til at møde fremtidens udfordringer, der bl.a. skal hjælpe med at realisere den netop vedtagne grønne mobilitetsplan.
For at nå i mål med planen er det en forudsætning at byens håndværkere i stort tal udfaser deres nuværende benzin- og dieselkøretøjer til fordel for elkøretøjer. Og faktisk er en del håndværkere da også allerede begyndt på denne del af den grønne omstilling.
Her er et udpluk af deres vigtigste erfaringer:
- De som har erfaring med omstilling af varebiler til el oplever store økonomiske besparelser på driften. De har ingen problemer med rækkevidde og kun begrænsede udfordringer i forhold til træk.
- Flere er afventende i forhold til at omstille deres kassebiler. Nogle oplever at de nuværende el-kassevogne ikke er kraftige nok til at kunne køre de nødvendige distancer med den nødvendige materiel. Der efterspørges mere viden om nyeste udvikling inden for el[1]varevogne, for at minimere risikoen for køb af køretøjer, som ikke matcher behovene i håndværkerbranchen.
- Forskellige opfattelser af hvorvidt man har eller vil få behov for opladning i løbet af arbejdstiden. Varierer inden for brancherne og afhænger blandt andet af hvor langt medarbejderne har fra hjemmet og til kunderne samt afstanden mellem kunderne.
- Opstilling af ladeløsninger i medarbejdernes hjem opfattes af nogen som en barriere. Andre har ikke oplevet udfordringer, idet de private udbydere af ladeløsninger giver mulighed for arbejdsgiverbetalt opladning i hjemmet herunder med mulighed for afregning af hhv. privat og arbejdsmæssigt forbrug.
- Der peges på behov for flere offentligt tilgængelige ladestandere. Både i forhold til opladning i arbejdstiden samt for de medarbejdere, som bor i boligtyper uden adgang til egen opladning.
Reduktion af kørsel
Flere håndværkervirksomheder får tilsendt byggematerialer mv. til byggepladsen eller kunden. Flere grossister tilbyder dette. Nogen håndværkervirksomheder abejder med færre ugentlige leveringer. Dog oplever nogen en udfordring med at få data omkring kørslen, således at man ikke kan beregne CO2-reduktion eller gå i dialog om prisen for levering.
Ud over mangel på data peger andre på, at det kan være svært at opgøre CO2-aftrykket for den enkelte virksomhed på den samlede rute. Bytømreren har en aftale med STARK om såkaldte ”mælkeruter”, hvor der leveres materialer til alle Bytømrerens opgaver. Bytømreren opfordrer til at flere melder sig på ordningen for at maksimere effekten.
I teorien er samkørsel, øget brug af offentlig transport eller cyklisme en mulighed for håndværkernes tur fra hjemmet og til kunden, men i praksis er det svært, fordi adgangen til en bil/varevogn er et medarbejdergode og en parameter for rekruttering og fastholdelse.
Flere brancher inden for håndværkerfaget vil kunne benytte ladcykler i forbindelse med opgaver inde i Aarhus C. Parkering af cyklerne og risiko for tyveri er blandt barriererne.
Anbefalinger til Aarhus Kommune
• Opstil flere offentlig tilgængelige ladestandere
• Opstil ladestandere på håndværkerparkeringspladser, og giv adgang til private uden for arbejdstid.
• Gør parkering gratis for el-køretøjer til erhvervskørsel
• Sætte grønne krav i udbud og drop ensidigt fokus på pris
• Tænk mulighed for opbevaring af udstyr til håndværkere mv. i forbindelse med nye byudviklingsprojekter.
Kommunen oplyser, at de nu vil dele disse erfaringer med de andre kommuner de samarbejder med på området, og håber at se endnu flere håndværkerfirmaer til et fremtidigt møde om transporten som en del af den grønne omstilling.
Følgende virksomheder deltog i mødet:
- VO Tag
- EMR A/S & Poul Pedersen A/S
- STARK Danmark A/S
- Østjysk El-service
- Bytømreren
- Aarhus vvs
- Petrowsky Gruppen A/S
- BUUS A/S
- Specialmontering & Låse
- Risskov El & VVS & Ventilation
- Hessellund & Rokkedal El A/S
- DI Byggeri
- Egil Rasmussen Århus a/s
- Aros Tagdækning
- Juveler Guldsmed Boye