Konkurser blandt bygge- og anlægsfirmaer sætter rekord
I juni og juli i år gik 214 firmaer i bygge- og anlægsbranchen konkurs. Det sætter blandt andet private købere af nyopførte huse under pres, skriver DR Nyheder.
Af Tore Plougheld
Hvad der skulle have været et drømmehus for familien Lindhardt er endt i et mareridt på ubestemt tid og en overskridelse af byggebudgettet på over en halv million kroner. Hele to gange er det firma, der skulle bygge deres nye hus af træ nemlig gået konkurs, og derfor er nybyggeriet, der blev påbegyndt i 2020 stadig hverken helt eller halvt færdigt.
”Det har været en rutsjebanetur med meget højt at flyve og meget dybt at falde”, fortæller Katrine Lindhardt til DR.
Tallene fra Danmarks Statistik taler for sig selv; hvor sommermånederne normalt er en god tid for bygge- og anlægsbranchen går det i år den helt forkerte vej, og der blev i juni og juli registreret hele 214 konkurser i perioden mod 156 i samme periode sidste år.
Generelt har tendensen desværre vist sig stigende siden 2015, der kun så 81 konkurser i byg og anlæg i sommerperioden, men årets sommer sætter en ny, dyster rekord.
Og da det samtidig er både små og store virksomheder der bliver ramt, berører det flere kunder end man ellers kunne forvente.
Værste siden finanskrisen
Forklaringen på konkursbølgen, som er den værste inden for branchen siden finanskrisen i årene omkring 2008 skal først og fremmest findes i de stærkt stigende priser på byggematerialer. Det forklarer formanden for Dansk Industri Byggeri i Sydjylland Michael Mathiesen:
”Prisen på byggematerialer er i perioden steget med mellem 50 og 150 procent. Og den regning kan virksomhederne ikke bare sende videre til hr. og fru Danmark, hvis der er givet tilbud på en opgave. Derfor ender virksomhederne ofte selv med den store ekstra regning”.
Læs hele historien hos DR Nyheder
Læs også: Tilbagebetaling af corona-lån sender tusindvis af SMV’er mod konkurs