Vi krydser fingre: Mere plads til de yngste på arbejdsmarkedet

Frustrerende og inkonsekvente regler gør det bøvlet at ansætte ungarbejdere i blandt andet små og mellemstore virksomheder.

Fra Aarhus Haandværkerforening og SMVdanmark
19. november 2024

Tænk på en soft ice-maskine. Sådan et venligt brummende skrummel der ofte står fremme til fri afbenyttelse på mange danske familierestauranter til glæde for især de yngste gæster.

Men hvor de små barnehænder ivrigt selv kan pøse al den is de kan spise (og måske lidt til) over i en skål som derefter kan dekoreres med al slags farvet krymmel, er reglerne nogle helt andre, når det kommer til forretninger, der har unge ned til 14 år ansatte; her betragtes selv samme soft ice-maskine som så farlig, at ikke alene må de 14-årige ungarbejdere ikke betjene denne maskine, de må faktisk slet ikke arbejde der, hvor den står.

Lyder det paradoksalt?

Det er fordi at det er det sådan set også, men det er ikke desto mindre sådan reglerne fungerer i dag, til stor frustration for mange arbejdsgivere med orden i tingene som gerne vil have de yngste ordentlig med ind på arbejdsmarkedet. En af dem er Bjarne Bjergfelt der driver forretning i midtjylland.

Ungarbejdere eller softicemaskine? Arbejdstilsynet tvinger Bjarne til at vælge
Arbejdstilsynet mener, at Bjarne Bjergfelts softicemaskine er for farlig til, at hans ungarbejdere kan arbejde i nærheden af den, og derfor måtte han fyre alle seks ungarbejdere. SMVdanmark mener, at det er ærgerligt.

En tilsyneladende harmløs softicemaskine har sat en stopper for, at Bjarne Bjergfelt kan have unge ansat i sin butik Unyttigt.dk i Arnborg uden for Herning. Arbejdstilsynet mener, at softicemaskinen er farlig, og i stedet for værdifuld erhvervserfaring måtte Bjarne Bjergfelt give seks ungarbejdere en fyreseddel efter et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

“Jeg har forsøgt at lave en tryg og lærerig arbejdsplads, men det er åbenbart uforeneligt med en softicemaskine. Det er for mig fuldstændigt ubegribeligt, at Arbejdstilsynet kan komme frem til, at en softicemaskine skal stå i vejen for, at unge mennesker må være ansat i min butik,” siger Bjarne Bjergfelt.

Ifølge ham udgør softicemaskinen ingen reel risiko, og han finder Arbejdstilsynets beslutning uforståelig.

“Når de hverken bliver sat til at rengøre eller vedligeholde maskinen, så er deres opgave ikke farligere end, når de går op til softicebuffeten på en familierestaurant.”

SMVdanmark: Unge har brug for arbejdspladser
Hos SMVdanmark, som repræsenterer små og mellemstore virksomheder, deler man Bjarnes frustration. Kasper Munk Rasmussen, branche- og uddannelseschef, mener, at reglerne forhindrer unge i at få de arbejdsfærdigheder, der kan være afgørende senere i livet.

“Det er helt skævt, at så stramme regler skal spænde ben for unges engagement og gåpåmod. At en softicemaskine bliver betragtet som en risiko, virker langt ude. Vi skal passe på ikke at tage arbejdsmulighederne fra dem, der gerne vil gøre en forskel – det gavner hverken de unge eller virksomhederne,” siger han.

Ny bekendtgørelse bringer håb
Nu er der dog udsigt til, at tingene kan ændre sig. En ny bekendtgørelse er sendt i høring og lægger op til, at unge under 15 år må arbejde, så længe de er i sikker afstand fra maskiner, der vurderes som ufarlige. Fristen for høringen er sat til den 20. november, og hvis alt går som forventet, kan Bjarne ansætte de unge igen allerede fra 1. januar 2025.

“Selvfølgelig er jeg glad, hvis reglerne lempes. Men det er trist, at det skulle komme så langt. Unge har brug for at være en del af arbejdsmarkedet, og vi må finde en balance, hvor reglerne beskytter dem uden at fjerne muligheden for at lære,” siger Bjarne.

Læs mere om den nye bekendtgørelse her

×