Længe ventet iværksætter-udspil er landet: Og det ser rigtig godt ud!

 

SMVdanmark roser regeringens iværksætterstrategi og kalder den et vigtigt skridt imod at gøre Danmark til det bedste land for iværksættere.

Fra SMVdanmark og Aarhus Haandværkerforening
Foto: Pixabay.com
12. juni 2024

Regeringen har i dag præsenteret et længe ventet udspil, der skal forbedre vilkårene for danske iværksættere. Ifølge SMVdanmark vil initiativerne øge vækst og velstand i Danmark.

Strategien indeholder i alt 40 initiativer fordelt på temaer som ”adgang til kapital” og ”færre byrder og mindre bøvl”. Strategien er finansieret med 1,2 mia. kr. årligt. Heraf går to tredjedele til at lette skatten på primært investeringer.

Læs regeringens udspil her

SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, roser regeringens udspil. Adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt siger:

”Danmark skal være verdens bedste land for iværksættere, og regeringens udspil til iværksætterstrategi er et vigtigt skridt i den retning. Vi får her helt konkrete forbedringer for de danskere, der har startet egen virksomhed, og alle dem der drømmer om at gøre det. Det er tiltrængt, for antallet af selvstændige har været faldende over de sidste mange år. Den kurve kan vi forhåbentlig nu knække til gavn for os alle sammen.”

Han siger videre:

“Skattelettelser på investeringer i det omfang, som regeringen her foreslår, vil gøre en forskel for muligheden for at udvikle sin virksomhed til det næste niveau. Det er investeringer i at skabe og fastholde fremtidens vækstvirksomheder i Danmark og dermed i vores fælles vækst og velstand. Stor tak til regeringen for at prioritere dette.”

Flere virksomheder får mulighed for crowdfunding
Et andet vigtigt element i regeringens iværksætterstrategi er ifølge SMVdanmark, at der lægges op til at forbedre mulighederne for, at flere virksomheder kan benytte sig af crowdfunding:

”Danmark er det eneste land i Europa, hvor anpartsselskaber ikke kan bruge crowdfunding. Det vil regeringen nu lave om på. Det kan potentielt gavne næsten 130.000 danske virksomheder, der får langt bedre adgang til at finansiere virksomhedens vækst og udvikling samtidig med, at vi giver bankerne tiltrængt konkurrence. Det venter jeg mig personligt meget af,” siger Jakob Brandt.

Danske iværksættere ville have adgang til 2 mia. kr. mere hvert år, hvis vi i Danmark bliver lige så gode til at bruge crowdfunding, som man er i f.eks. Holland. En undersøgelse fra SMVdanmark viser, at mere end hver tredje dansker ikke har hørt om crowdfunding, og kun hver femte har et godt eller meget godt kendskab.

SMVdanmark ser også med glæde på, at ”vækstkautionsordningen” bliver gjort permanent. Det er en ordning, der yder op til 75 pct. tabsdækning til banker, der låner ud til virksomheder. Ordningen er i høj grad brugt af mindre virksomheder med under 20 ansatte. Vækstkautionsordningen bliver drevet af den statslige investeringsfond EIFO, der havde et overskud på over 1 mia. kr. I 2023. På den baggrund opfordrer SMVdanmark til, at man som en del af forhandlingerne bruger overskuddet i EIFO til at sænke rente og omkostninger for iværksættere ved at bruge EIFO’s produkter.

Mange gode tiltag
Udover adgang til kapital rummer udspillet fra regeringen også flere af de initiativer, som SMVdanmark har anbefalet til politikerne.

“Jeg kan kun være meget tilfreds med, at politikerne har lyttet til vores ønsker på flere områder. For eksempel mere fleksible barselsvilkår, bedre adgang til dagpengesystemet for selvstændige, lettere adgang til en erhvervskonto, skrotning af nogle af de mest problematiske skatteregler, styrket iværksætteri i uddannelsessystemet og initiativer, der reducerer bureaukratiet,” siger Jakob Brandt.

Tiltag, der reducerer bureaukrati, har længe været et stort ønske fra mange iværksættere og SMV’er. Her har SMVdanmark blandt andet efterlyst, at selvstændige erhvervsdrivende får et samlet overblik over frister og indberetninger til det offentlige. Det ser nu ud til at blive en realitet.

Pas på smagsdommeri
Hos SMVdanmark har man en enkelt bekymring i forhold til udspillet, idet at man vil arbejde videre med en definition af iværksætteri.

”Iværksætteri har mange former, og det kan næsten ikke undgå at blive smagsdommeri, hvis man politisk begynder at definere, hvem der er en rigtig iværksætter, og hvem der ikke er. Det kan give skæv konkurrence, hvis man giver særlige fordele til bestemte grupper af iværksættere. Derfor så jeg helst, at man politisk afholdt sig fra at afgrænse iværksættteri og i stedet bare lader de erhvervsdrivende konkurrere på lige vilkår,” siger Jakob Brandt.

På baggrund af regeringens udspil har SMVdanmark desuden en række ønsker til forslag, der gerne må finde vej til den endelige aftale blandt Folketingets partier.

”Vi kommer rigtig langt med regeringens udspil, men jeg så gerne endnu flere konkrete tiltag mod bureaukrati og også gerne konkrete skattemæssige incitamenter til at benytte crowdfunding. For eksempel at aktiesparekontoen justeres, så man kan bruge den til at crowdfunde, hvilket også kræver en omlægning fra lagerbeskatning til realisationsbeskatning”.

×