”Hvorfor har Aarhus Kommune ingen erhvervsrådmand?”

 

Spændende spørgsmål og livlig debat om driften af Aarhus by og kommune, da Aarhus Haandværkerforening og Aarhus Transport Group inviterede til valgmøde i de tidlige morgentimer.

Fra Aarhus Haandværkerforening
Foto: Tore Plougheld
12. november 2025

Mens mågerne gned søvnen ud af øjnene et sted over Aarhus Havn en tidlig novembermorgen slog Blue Water Shipping dørene op til dagens første valgmøde. Inviteret af Aarhus Transport Group og Aarhus Haandværkerforening havde seks af byens udfordrere til en plads i det kommende byråd takket ja til at komme og tale deres sag under overskriften ”Byens drift – maskinrummet”.

Med på forhånd fastlagte temaer som ”Vareleverancer”, ”parkering for håndværkere”, ”renovation” og ”samarbejdet med kommunen” var retningen sat for mødet. Men i stedet for en mere traditionel debat, hvor politikerne blev placeret på et podie og derefter fik ordet på skift til at fremsætte deres på forhånd indstuderede replikker, blev interaktionen mellem folkevalgte og vælgere nærmest vendt på hovedet:

Efter en kort præsentation af hver af de politiske kandidater fordelte de fremmødte deltagere sig ved en række borde og sofagrupper. Herefter roterede kandidaterne rundt mellem grupperne, så snakken og meningsudvekslingen dermed kom til at foregå i mere intime rammer hvor alle havde rig mulighed for at komme til orde og stille spørgsmål – til kandidaterne og til hinanden på tværs af brancher, erfaringer og politisk ståsted.

Hvorfor har vi ingen erhvervsrådmand?
Dagens ordstyrer, som også var ansvarlig for at politikerne overholdt den stramme tidsplan og roterede rundt mellem grupperne, var næstformand i Aarhus Transport Group, Allan Poulsen.
Han startede mødet med spørgsmålet: ”Hvorfor har Aarhus Kommune ikke en rådmand for erhvervslivet?” og slog samtidig til lyd for oprettelsen af et rådgivende organ for transportområdet i kommunen.

”Hvis folk tager cyklen – er det så først og fremmest et tegn på bæredygtighed eller simpelthen fordi der er for meget trængsel på vejene til deres biler?” lød et andet spørgsmål, som det nu var op til politikerne at besvare.

De deltagende politikere på mødet var:
• Steffen Wich (Socialdemokraterne)
• Nicolai Bang (Konservative)
• Polly Dutschke (Moderaterne)
• Jakob Søgaard Clausen (Danmarksdemokraterne)
• Mathilde Hjort Bressum (Venstre)
• Gert Bjerregaard (Venstre)

I alt er 19 partier opstillet i Aarhus Kommune til byrådsvalget, der finder sted 18. november.