NYHEDER

Gang i dialogen om den grønne mobilitetsplan i Aarhus

Fra Aarhus Haandværkerforening. Foto: Tore Plougheld

Hvad er muligt? Hvad kunne være fedt? Og hvordan kan politikere og embedsværket i kommunen og håndværkerne i Aarhus og omegn hjælpe hinanden over målstregen til en grønnere og mere fremkommelig by, hvor det bliver lettere at parkere og arbejde som håndværker? Det var temaet på tredje mobilitetsmøde om den grønne omstilling.

”Vi er ikke enige om alting. Men vi har mødt en konstruktiv dialog fra kommunens side. Så der er ingen undskyldning for ikke at finde nogle holdbare løsninger sammen”.

Sådan lød velkomsten fra el-installatør og bestyrelsesmedlem i Aarhus Haandværkerforening Peter Bosteen, da foreningen og kommunen for tredje gang forsamledes til dialogmøde om fremtiden for elbiler, håndværkerkøretøjer og hele den grønne mobilitetsmodel for Aarhus kommune.

Repræsentanter for en række større virksomheder og organisationer, herunder håndværkerforeningen og Arbejdsgiverne Tekniq var 9. april samlet i Eco Park for at komme et skridt nærmere en fælles ramme for hvordan fremtidens bilkørsel skal se ud. Og hvor der skal gøres plads til håndværkerne i midtbyen, der bliver stadig mere fortættet og med færre parkeringspladser til rådighed.

Før Fanden får sko på
Allerede nu er der store udfordringer med at komme til, hvis du som håndværker skal holde flere timer i Aarhus i forbindelse med en opgave, der ikke lige er på en byggeplads. Det gav Poul-Henning Vietz, der har sit eget el-installatørfirma et godt eksempel på:

”Det er ikke noget nyt at vi er tidlig oppe som håndværkere. Det nye er, at jeg og mine folk er nødt til at møde kl. halv seks om morgenen for at være sikker på at få en p-plads der hvor vi skal arbejde. Så kan man snakke om samkørsel for at reducere biltrafikken, men hvis mine folk på opgaven bor i hver sin ende af byen og den ene måske får et sygt barn eller andre uforudsete hændelser, er det totalt urealistisk – det er ønsketænkning”, mente Poul-Henning Vietz. Og han blev ikke modsagt.

Brug af cykler til arbejdspladsen er heller ikke løsningen:

”Vi kan ikke have specialværktøj og maskiner med på en ladcykel. Det er der formentlig ingen håndværkere der kan. Måske vores leverandører kan bruge elcykler til at levere småting til os som vi står og mangler midt på dagen når vi for eksempel udfører arbejde i midtbyen. Det giver god mening. Men ikke til os håndværkere”, lød vurderingen fra den erfarne el-installatør.

Trængsel og alarm i de stille gader
Har kommunens forsøg på at mindske trafikken visse steder i midtbyen i virkeligheden den modsatte effekt? Det spørgsmål kom til at hænge i luften indtil direktør i Aarhus Haandværkerforening Betina Halvorsen tog ordet:

”Efter at trafikken omkring Vesterbro Torv og Hjortensgade er blevet omlagt og vi har fået en ny sluse midt på Nørre Alle er der ikke blevet færre biler – de er bare blevet tvunget til at køre rundt dybt inde i ø-gadekvarteret i stedet for; hvor der i mange år har været relativt fredeligt. Nu er der pludselig tæt trafik store dele af døgnet, og det kan de smalle veje derinde altså ikke håndtere”.

Men hvad er løsningen så?

Én ting er en bred enighed om at der skal være flere p-pladser til håndværkerne i dagtimerne. Dette kunne måske imødegås ved at stille krav til at der skal etableres et vist antal p-pladser ved opførelsen af nye ejendomme.

Et andet forslag der kom frem på mødet var, at de elektroniske info-tavler der står langs indfaldsvejene på bl.a. Silkeborgvej, fremover bruges til at fortælle hvor der er kødannelser og anvise alternative ruter.

Endelig kunne man se på, om elbiler på gule plader måske som en forsøgsordning i fremtiden kunne få lov at køre i de busbaner der er etableret på bl.a. Grenåvej og Viborgvej.

Alt dette er og meget mere blev diskuteret på dette tredje mobilitetsmøde, hvis anbefalinger byråd og embedsmænd kan tage med videre i den endelige implementering af den grønne mobilitetsplan for Aarhus Kommune.