NYHEDER
Nye tal: SMV'ernes tro på fremtiden på højeste niveau i to år

Fra SMVdanmark
Optimismen er på vej tilbage blandt de små og mellemstore virksomheder. SMV’ernes erhvervstillid er steget til det højeste niveau i to år og nærmer sig igen det historiske gennemsnit efter en længere periode med lavere tillid. Det viser SMVdanmarks seneste konjunkturbarometer.
August bød på endnu et løft i SMV’ernes samlede erhvervstillid. Indikatoren ligger nu på 99,9, blot 0,1 point under det historiske gennemsnit. Det er det højeste niveau i to år.
Det viser nye tal fra SMVdanmarks konjunkturbarometer.
“Det er positivt, at stemningen blandt SMV’erne nu er ved at vende. Men vi skal ikke tage forskud på glæderne. Erhvervstilliden har været under pres i lang tid, og nu skal vi se, om den positive udvikling også holder de kommende måneder,” siger Sofie Katrine Nygaard Pedersen, konsulent i SMVdanmark.
Erhvervstillidsindikatoren sammenvejer tillidsindikatorerne for industrien, bygge- og anlægsbranchen, detailhandlen og serviceerhvervene. Den giver dermed et samlet billede af virksomhedernes syn på konjunkturerne.
SMV’erne næsten på niveau med de store virksomheder
Fremgangen i SMV’ernes erhvervstillid kommer efter en længere periode, hvor tilliden har ligget under både det historiske gennemsnit og niveauet blandt de store virksomheder. Det gør den fortsat, men forskellen til de store virksomheder er nu blot 0,6 point. De store virksomheders erhvervstillid ligger i august på 100,5 mod SMV’ernes 99,9.
Særligt SMV’erne i detailhandlen har oplevet en markant fremgang de seneste to år, hvor erhvervstilliden er steget fra 98,7 til 111,0.
“SMV’ernes erhvervstillid er nu næsten på niveau med de store virksomheders. Det er en markant ændring efter en længere periode, hvor de små og mellemstore virksomheder har været mere tilbageholdende i deres vurdering af konjunkturerne,” siger Sofie Katrine Nygaard Pedersen.
Tilbage mod niveauet fra foråret 2022
Ser man længere tilbage, nærmer SMV’ernes erhvervstillid sig igen niveauet fra foråret 2022. Med undtagelse af et kortvarigt niveau på 100,4 i juli 2024 skal man tilbage til maj 2022 for at finde et højere tillidsniveau. Dengang lå indikatoren på 102,3, inden den faldt til 98,6 i juni.
Foråret 2022 faldt samtidig sammen med begyndelsen på en periode med betydelig økonomisk uro. Siden har SMV’ernes erhvervstillid overvejende ligget under det historiske gennemsnit. Det gør augusts niveau bemærkelsesværdigt efter flere år præget af økonomisk usikkerhed.
“De små og mellemstore virksomheder har været igennem nogle turbulente år med energikrise, høj inflation og stigende renter. Nu er inflationen kommet markant ned, renterne er lavere end for to år siden, og husholdningernes købekraft er forbedret. Det giver mere luft hos både virksomheder og forbrugere og kan være med til at forklare, at erhvervstilliden er på det højeste niveau i to år og nærmer sig niveauet fra begyndelsen af 2022,” siger Sofie Katrine Nygaard Pedersen.