NYHEDER

”Hellere konstruktiv dialog end ensidige politiske tiltag”

Fra Aarhus Haandværkerforening
Foto: Tore Plougheld

Borgmester Anders Winnerskjold og teknisk rådmand Nicolai Bang fik overdraget håndværkerbranchens anbefalinger til den igangværende grønne omstillinger.

I over et år har der været afholdt en række dialogmøder mellem repræsentanter for Aarhus Kommune og byens håndværkere som en del af EU-projektet GLEAM. Formålet har været at få de små og mellemstore virksomheder integreret i storbyens grønne omstilling – her som i resten af Europa.

Hvad virker allerede nu og hvad virker ikke? Hvor er flaskehalsene og de daglige irritationsmomenter? Og spiller vi overhovedet på samme hold, håndværkere, bureaukrater og byråd?

Mandag 24. august fik borgmester Anders Winnerskjold og rådmand for teknik og miljø Nicolai Bang overrakt de konkrete anbefalinger, som et bredt panel af repræsentanter for håndværkerbranchen har udarbejdet i sparring med Aarhus Kommunes Erhvervskontor.

Samarbejde ja tak
Formand for Aarhus Haandværkerforening Henrik Hoffman afleverede rapporten med ordene:

”Det er vigtigt at understrege, at vi gerne vil samarbejde med kommunen. Men vi har også en forretning vi skal passe. Der er udfordringer allerede i dag – for eksempel når vi skal have biler og materialer ind og ud af midtbyen – men nu har vi fået en fælles forståelse og nogle synlige håndtag vi kan gå i gang med at dreje på”.

Borgmesteren kvitterede med det følgende:

”Det er ekstremt fedt at I melder jer ind i diskussionen her. Meget af det er også gennemførbart, og noget af det er vi allerede i fuld gang med. Det betyder noget at I som branche spiller ind med hensyn til generel tilgængelighed og fremkommelighed. Så hvordan skaber vi plads? Her er der i hvert fald plads til udviking”.

Hvortil de konservatives rådmand for teknik og miljø supplerede og opsummerede arbejdet:

”Det er altid bedre at have en konstruktiv dialog mellem relevante parter end at indføre ensidige politiske tiltag”.

Herunder kan du læse en opsummering over håndværkerbranchens anbefalinger

Hovedbudskab
• Håndværkerbranchen bakker op om den grønne omstilling og vil være en konstruktiv medspiller.
• Omstillingen skal ske, så klimaambitioner, arbejdsmiljø og sund forretning går hånd i hånd.
• Håndværkerne er afhængige af adgang til kunderne, mulighed for at transportere værktøj og materialer samt gode rammevilkår for at kunne levere deres ydelser i byen.

Opsummering af anbefalingerne fra håndværkerbranchen

1. Hjælp til omstilling til el
• Gratis eller billigere parkering for emissionsfrie erhvervskøretøjer.
• Flere ladepladser målrettet håndværkere.
• Midlertidige ladestandere på større byggepladser.
• Ladepladser til håndværkerbiler ved Park & Ride-anlæg.

Budskab: Vi vil gerne omstille til el, men kommunen kan hjælpe med at gøre overgangen hurtigere og lettere.

2. Mindre trængsel i midtbyen
• Bedre trafikinformation og varsling om vejlukninger.
• Mere intelligent trafikstyring og information til GPS-systemer.
• Undersøge løsninger, der gør det lettere for erhvervskøretøjer at komme gennem byen. Fx alternativ vejføring via busbaner
• Bedre skiltning til parkeringsmuligheder.

Budskab: Trængsel er branchens største udfordring. Tid i kø er tid væk fra kunderne.

3. Bedre parkeringsmuligheder
• Flere korttidsparkeringspladser til af- og pålæsning.
• Flere pladser reserveret til erhvervskøretøjer.
• Bedre muligheder for parkering ved arbejde på strøg og gader.
• Fokus på parkeringshuse, der også kan rumme håndværkernes kassevogne og trailere.

Budskab: Parkering handler ikke om bekvemmelighed, men om at kunne udføre arbejdet effektivt og forsvarligt.

4. Fortsat dialog om kommunale udbud
• Grønne krav skal være realistiske og give SMV’er mulighed for at byde.
• Krav bør være stabile, så virksomheder tør investere.
• Mere dialog med branchen om løsninger og CO₂-reduktion.

Budskab: Det gode samarbejde om håndværkerudbud er et eksempel på, at grøn omstilling og erhvervsudvikling godt kan gå hånd i hånd.

Hvad branchen selv vil gøre
• Investere i eldrevne køretøjer, hvor det giver mening.
• Dele erfaringer og viden om elektrificering.
• Arbejde med smartere ruteplanlægning.
• Få flere materialer leveret direkte til byggepladser og kunder.
• Arbejde med fleksible mødetider for at undgå myldretid.
• Afprøve alternative løsninger som ladcykler og cykelbude, hvor det er relevant.