NYHEDER

Jakob Brandt: "Folkeskolen står midt i en historisk læringskrise. Her er vores redningsplan

Fra SMVdanmark

Først og fremmest skal vi have fokus tilbage på kernefagligheden. Nye midler til folkeskolen skal målrettes dansk og matematik. Vi skal have fokus på indsatser, vi ved virker, og mindre projektmageri. Vi foreslår derfor også en kvalitetskommission med danske og internationale eksperter, som skal sikre, at investeringerne bygger på evidens.
Jakob Brandt
Adm. direktør, SMVdanmark

Sidste uge bød på uhyggeligt nyt om, hvordan det står til med vores børn og unges faglige færdigheder:

Det faglige niveau i læsning, matematik og naturfag er nu det laveste, der nogensinde er målt igennem de såkaldte PISA-undersøgelser. Og siden 2015 er niveauet faldet med, hvad der svarer til knap to års læring i læsning og matematik.

Prøv lige at lade det synke ind.

En 15-årig i dag præsterer i læsning og matematik omtrent på niveau med en 13-årig i 2015.

Noget er rivravruskende galt i vores folkeskole. Vi står midt i en historisk læringskrise og et historisk svigt af vores børn og unge.

Det bekymrer os alle på vegne af vores børn og unge, som vi alle ønsker den bedst mulige fremtid. Jeg ved, det også bekymrer alle jer, der driver virksomhed.

For de børn, der sidder i klasselokalerne i dag, er dem, I skal ansætte i morgen. De skal være programmører, frisører og ingeniører. De skal være de næste iværksættere og virksomhedsejere. De skal kunne læse en arbejdsbeskrivelse. Regne et tilbud. Forstå en instruktion. Lære et fag. De skal kunne udvikle en virksomhed.

Dansk og matematik er helt basale byggesten for at kunne begå sig på en arbejdsplads på tværs af fag og brancher.

10 konkrete forslag fra SMVdanmark
I foråret fremlagde vi i SMVdanmark vores bud på en national redningsplan for folkeskolen med 10 konkrete forslag.

Først og fremmest skal vi have fokus tilbage på kernefagligheden. Nye midler til folkeskolen skal målrettes dansk og matematik. Vi skal have fokus på indsatser, vi ved virker, og mindre projektmageri. Vi foreslår derfor også en kvalitetskommission med danske og internationale eksperter, som skal sikre, at investeringerne bygger på evidens.

Vi skal samtidig sætte klare nationale mål for elevernes basale færdigheder og følge langt tættere op på skoler og kommuner, hvor resultaterne halter.

For forskellene er enorme. Vores egne beregninger viser, at forskellen mellem de ti bedst og ti dårligst præsterende kommuner er vokset markant de seneste år.

Vi skal også tidligere have fat i de elever, der har det svært. Hjælpen skal sættes ind, mens problemerne stadig kan løses. Og vi skal styrke specialområdet, så børn med særlige behov får den rigtige hjælp.

Samtidig skal skolen give langt mere plads til det praktiske. Vi foreslår mulighed for individuel praktik allerede fra 6. klasse, stærkere praktiske valgfag, bedre udbredelse af juniormesterlære og forsøg med udskolingsklasser på erhvervsskolerne.

Jeg ved fra jer medlemmer, hvor meget mange af jer gerne vil bidrage. I tager lærlinge, unge i fritidsjob og elever i juniormesterlære. I åbner døren til værkstedet, salonen, butikken og virksomheden og viser de unge, at læring også foregår med hænderne og ude i virkeligheden. Det potentiale skal vi bruge langt mere.

Tempoet skal op
Regeringen har varslet investeringer i folkeskolen, og den vil løfte de 100 skoler, hvor eleverne klarer sig dårligst i dansk og matematik. Det er positivt.

Men jeg er bekymret for tempoet. Og jeg er bekymret for, at et for stort fokus på de 100 skoler med de største problemer, kommer til at stå i vejen for et bredt løft hele vejen rundt.

Hvert eneste år, vi venter, svigter vi potentielt endnu en årgang af børn. Vi har simpelthen ikke råd til at vente.

Vi skylder vores børn og unge en skole, der giver dem de grundlæggende færdigheder, de skal bruge resten af livet. Og vi skylder jer virksomheder, at næste generation møder arbejdsmarkedet med et ordentligt fagligt fundament.

Folkeskolen skal tilbage på sporet nu.

Med venlig hilsen

Jakob Brandt
Adm. direktør, SMVdanmark