NYHEDER
SMVdanmark til von der Leyen: SMV’erne har ventet længe nok – nu skal der handling til

Fra SMVdanmark
I sin State of the Union-tale fremhæver Ursula von der Leyen de små og mellemstore virksomheder som afgørende for Europas økonomi. Anerkendelsen skal følges af handling: Mere tempo på at fjerne bureaukrati, stop for overimplementering og et indre marked, der gør det lettere for mindre virksomheder at vokse.
Europas økonomi skal op i tempo, og det skal være lettere at drive små og mellemstore virksomheder. Sådan lyder budskabet fra EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i sin netop afholdte State of the Union-tale.
SMVdanmark bakker op om retningen, men understreger, at virksomhederne har brug for konkrete lettelser nu.
“Von der Leyen fremhæver med rette de små og mellemstore virksomheder, der står for langt hoveddelen af den private beskæftigelse både herhjemme og i Europa. Men den her anerkendelse fjerner ikke en eneste af de administrative byrder, der lige nu dræner SMV’erne. Tværtimod oplever vi en lammende regelmængde. Virksomhederne har lyttet tålmodigt til de politiske skåltaler, så nu er det tid til at få fart på. Det går for langsomt med at fjerne krav og byrder, så virksomhederne kan bruge tiden på det, der skaber værdi,” siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark.
Emballageregler viser problemet
Et konkret eksempel på nye byrder er det såkaldt udvidede producentansvar for emballage, der stiller voldsomt komplekse dokumentationskrav til mindre erhvervsdrivende. Virksomhederne blev tilmed mødt af en vejledning, der kom blot ti dage før, lovgivningen trådte i kraft, systemer, der ikke taler sammen, og en national gennemførelse, der efterlader dem i tvivl om deres ansvar og forpligtelser.
Det har skabt enorm forvirring og frustration blandt de tusindvis af berørte virksomheder.
“Når man stiller store, nye krav til virksomhederne, er man simpelthen nødt til at sikre sig, at det man beder om, giver mening i virkeligheden. Det gør det her ikke. Og som et minimum skal myndighedernes vejledning og systemer være klar i ordentlig tid. Det har de heller ikke sket her. Den slags eksempler må og skal vi kunne undgå i fremtiden,” siger Jesper Beinov.
Danmark skal rydde op i egne særkrav
Von der Leyens budskab om, at regelforenkling også er medlemslandenes ansvar, forpligter ifølge SMVdanmark den danske regering.
Når Danmark lægger ekstra krav oven på EU-reglerne, øger det byrderne og kan stille danske virksomheder dårligere end deres konkurrenter.
“Regeringen kan ikke med den ene hånd kræve byrdebegrænsning i Bruxelles og lægge flere byrder på herhjemme. Danske særkrav rammer de små virksomheder hårdt og gør det dyrere at konkurrere med virksomheder i vores nabolande. Overimplementering skal stoppes, og unødvendige særkrav skal ryddes af vejen. EU’s lettelser skal helt ud til den enkelte virksomhed,” siger Jesper Beinov.
LÆS resten af artiklen på SMVdanmarks hjemmeside ved at klikke HER