Hygge og bygge på Håndværkskollegiet i Horsens


Der var højt til loftet, pølser på grillen og pragtfuldt sensommervejr, da det kommende Håndværkskollegie i Horsens holdt åbent hus for alle interesserede

Tekst og fotos: Aarhus Haandværkerforening
18. september 2023

I flere år har Danmarks allerførste nybyggede håndværkerkollegier været undervejs, og i marts 2024 står det første af i alt tre planlagte kollegier klar til indflytning i Horsens, senere efterfulgt af ”søsterkollegier” i Herning og Roskilde.

Fredag 15. september holdt kollegiet i Horsens åbent hus med masser af mad, drikke, musik og underholdning af den aktuelle håndværker-standup-komiker Anders Nielsen, kendt fra sit eget one man-show ”Svendeprøven”, og ambassadør for Håndværkskollegiet.

Her kunne unge, voksne og andre nysgerrige bese nogle af de nye huse der snart står klar til indflytning for 84 elever. Af disse vil studerende inden for maler-, snedker-, tømrer- og murerfagene få førsteprioritet til at flytte ind, da det er disse fag der som noget helt nyt får deres helt egne værksteder på selve kollegiet, hvor tilknyttede faglærere i rollen som mentorer står klar til at hjælpe kollegianerne med at komme endnu længere ned i materien på deres respektive håndværk.

Et par hundrede mennesker havde på forhånd sikret sig en billet til at komme ind bag indhegningen og op i de nye bygninger, der bliver nærmeste nabo til den store uddannelsesinstitution Leanmark Horsens.

Og med lounge-områder så vel som demonstrationer i blandt andet malerfaget hvor de besøgende selv kunne prøve kræfter med nogle af de gamle teknikker og en generelt afslappet stemning på matriklen i centrum af Horsens, der til daglig stadig er en byggeplads et par måneder endnu var der lagt op til en lun og lækker eftermiddag.

Se på Schweiz
Forstander Carl Schneider fremhæver selv alpelandet Schweiz når han skal forklare baggrunden for og vigtigheden af at bygge et decideret håndværkerkollegie i dagens Danmark:

”I lande som Schweiz er andelen af unge, der tager en erhvervsuddannelse inden for håndværkerfagene meget større end vi ser i Danmark. Samtidig mærker man klart at der står en stor og ærlig respekt om håndværket som profession og de, der har uddannet sig herunder. Det viser at noget så ”gammeldags” som håndværk med de dyder og traditioner der er forbundet til fagene stadig har en relevans, og det er den interesse, faglige stolthed, fornyelse og folkelige anerkendelse vi gerne vil styrke med de tre håndværkerkollegier”, forklarer den kommende forstander, der selv får bopæl på kollegiet i Horsens.

Du kan læse meget mere om Håndværkerkollegiet og hvordan du søger en plads her

×