EuroSkills 2023 i Polen er i gang

 

Masser af smil og begejstring og høje forventninger præger stemningen blandt de 21 unge håndværkere, der i disse dage repræsenterer Danmark ved den fælleseuropæiske håndværkerkonkurrence.

Fra Aarhus Haandværkerforening og SkillsDenmark
Foto: SkillsDenmark og EuroSkills
7. september 2023

Der er gang i Gdansk lige nu, hvor danske piger og drenge er i aktion med deres håndværk i umådelig skarp konkurrence mod hundredvis af lige så dedikerede lærlinge og nyudlærte svende fra hele Europa.

De 21 bedste af de bedste danske receptionister, automekanikere, møbelsnedkere og meget mere, som hver især har vundet deres egen disciplin ved DM i Skills der blev afholdt i foråret i Fredericia og har trænet endnu hårdere lige siden da, er endelig tilbage ”in action”: For at vise hvad de kan med deres håndværk og for at opnå en plads i finalen.

Måneders forberedelse, herunder ”landsholdssamlinger” og coaching med både fysiske og mentale trænere kulminerer lige nu i de enorme messehaller i den polske by Gdansk, der summer af liv fra morgen til aften.

Danske politikere hepper med
Begejstringen for – og betydningen af – det vigtige og positive fokus på de unge håndværkeres talenter har for længst bredt sig helt ind i Folketinget på Christiansborg. Således har danskernes Skills-lejr også haft fornemt besøg af hele seks medlemmer af Børne- og Undervisningsudvalget med formand Karina Adsbøl (Danmarksdemokraterne) i spidsen.

”Det er fantastisk at opleve EuroSkills. Vi er her for at vise at vi bakker hundrede procent op om de unge danske konkurrencedeltagere. Og med al den begejstring vi ser får man helt lyst til selv at gå i gang med en erhvervsuddannelse”, lyder meldingen fra Gdansk fra Karina Adsbøl.

Der er konkurrencer frem til lørdag 9. september.

Du kan se mange flere fotos af de danske deltagere i aktion her

Og følge med i EuroSkills her

×