En duft af metal – og af flid, sved og faglig stolthed

 

Dansk Industri og Håndværks Medaljefond i Østjylland har atter uddelt diplomer og medaljer til de dygtigste af de dygtigste nyuddannede håndværkere og deres lærepladser – samt en ærespris til en garvet rimsmed.

Fra Aarhus Haandværkerforening
Foto: Flemming Jeppesen
16.05.2023

”Yndigt dufter Danmark” sang Akademisk Kor, da byrådssalen i Aarhus blev ekstraordinært fyldt med festklædte mennesker og spænding i luften torsdag 11. maj. Men der var også noget andet i luften denne eftermiddag – i en atmosfære så mættet, at man omtrent kunne skære i den med en blød kniv; nemlig ”duften af metal” – præmieringen af de bedste, nyuddannede håndværkere og industriarbejdere som Østjylland kan fremvise.

Unge, der ikke bare har leveret 10- og 12-taller til deres svendeprøver som et konkret bevis på deres dygtighed, men også har sat sig spor i kraft af deres personlige og sociale egenskaber, der i løbet af deres uddannelse har gjort dem til rollemodeller og eksempler til efterfølgelse.

Medaljeuddelingen, der hvert år finder sted i de flotte og historiske rammer på rådhuset i Aarhus, er en gammel tradition og en festdag for det gode håndværk, og i år var ingen undtagelse. Med borgmester Jacob Bundsgaard som vært og Aarhus Haandværkerforening, Dansk Industri Østjylland, DI Silkeborg og DI Randers-Norddjurs som arrangører blev uddelingen af bronze- og sølvmedaljer og kåringen af Årets Æreshåndværker så festlig som nogensinde.

Hånd og ånd
Første person på talerstolen i byrådssalen var værten selv, Jakob Bundsgaard, der til daglig er borgmester samme sted. På ”byrøddernes” pladser i halvcirklen foran talerstolen havde de 23 unge hovedpersoner taget plads, med deres nærmeste familie tæt pakket på stolerækkerne langs bagvæggen og på balkonen over indgangen.

”I, der er samlet her i dag, repræsenterer den flotte egenskab det er, at kunne binde håndens og åndens arbejde sammen. Der er en grund til at være stolt over det gode håndværk. Ikke kun fordi vi – som alle ved – mangler dygtige håndværkere inden for alle fag, men fordi I med jeres dygtighed er med til at holde de faglige traditioner ved lige. I har om nogen udvist flid og engagement. Og I er en inspiration for os alle sammen”, lød velkomsten fra Aarhus’ borgmester.

Formanden har ordet
Herefter gik ordet til Medaljefondens formand, anlægsgartner Henrik Hoffmann. Han takkede i sin korte tale sponsorer, lærepladser og Aarhus Kommune for at gøre festen og dagen mulig at gennemføre. Og naturligvis også de nyuddannede mænd og kvinder i halvcirklen foran talerstolen:

”Uden jer ingen medaljer. Det er ganske enkelt. Men det, I har ydet og opnået hver især er slet ikke så ligetil; Hver af jer har præsteret over forventning. Det skal vi aldrig glemme. Og når tallene viser 42% af jeres faglærte kolleger i produktionssektoren på nuværende tidspunkt er 50 år eller ældre, så er det godt at vide, at I er parate til at fylde deres sko ud og fortsat holde vores faglige faner højt, netop i en fælles indsats med de, der er mere erfarne end jer selv”.

Med disse ord blev hver enkelt modtager kaldt ud på gulvet for at modtage sin medalje som synligt bevis på hendes eller hans præstation. Hertil kom et diplom og en gave samt et varmt håndtryk fra borgmester Jacob Bundsgaard.

Årets Lærling: ”Noget af det sejeste”
Men endnu genstod en særlig udmærkelse i form af anerkendelsen som ”Årets Lærling”, da samtlige modtagere havde fundet deres plads igen, nu med deres medaljer om halsen.

”Årets Lærling” er simpelthen noget af det sejeste. En talentfuld kvinde, der både er blevet student og håndværker i et typisk mandefag. Som er blevet kendt for sin omhyggelighed, sit overblik og sin fantastiske kundepleje – intet mindre”, lød ordene, som var møntet på murersvend Cecilie Svoger Pedersen, udlært hos Murermester Allan Lauridsen, som under rungende klapsalver atter måtte en tur ud på gulvet for at modtage endnu et diplom og håndtryk og en særlig gave som bevis på, at hun, i dette talentfulde selskab, er den, der har gået de ekstra skridt for at sætte den højeste standard.

”Hvis alle ville være som Cecilie ville murerbranchen gå gyldne tider i møde”, som hendes læremester selv konstaterede i sin indstilling af sin lærling, der efter endt uddannelse er fortsat som ansat hos Allan Lauridsen.

Årets Æreshåndværker: Den gamle rimsmed
Det sidste punkt i byrådssalen gjaldt udnævnelsen til Årets Æreshåndværker 2023. En titel, der tidligere er modtaget af så forskellige personer som Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, fhv. borgmester Thorkild Simonsen, eventyreren Troels Kløvedal og ”Jysk”-kongen Lars Larsen.

Og selvom hans kontrafej nok var blevet spottet af enkelte i mængden, gik der alligevel et sus gennem salen, da sanger, musiker og rimsmed, Peter ”A.G.” Nielsen, frontmand gennem mere end et halvt århundrede i Aarhus-bandet Gnags, rejste sig fra sin plads og luntede op til talerstolen for at takke for udnævnelsen med et par korte bemærkninger til de unge medaljemodtagere:

”Jeg lærte tidligt i mit liv, at der skal være nogen, der interesserer sig for det, vi gør. Vi skal tage vores arbejde seriøst hvis vi skal komme nogen vegne, og det har I alle forudsætninger for – dygtige håndværkere som I er blevet”, lød rosen fra den erfarne musik-håndværker.

Læs hele artiklen om udnævnelsen af Årets Æreshåndværker HER

Se listen over tidligere Æreshåndværkere HER

Borgmesterens tak
SÅ blev det endelig tid til at strække benene inden alle medaljemodtagerne, formanden og borgmesteren traditionen tro blev linet op til et fælles-foto på trappen op til byrådssalen.

Herefter fortsatte festlighederne med en stående reception med buffet i Rådhussalen, hvor Akademisk Kor atter viste prøver på deres kunnen inden dagens vært, borgmester Jacob, tog ordet til en afsluttende bemærkning til læremestre og svende:

”Jeg vil gerne starte med at takke de virksomheder, som har udlært årets medaljemodtagere. Mange af jer har været her før, og det glæder mig at se, for det betyder at I som virksomheder fortsat formår at tiltrække og udvikle de største talenter inden for jeres respektive fag. Vi er begunstiget af mange gode uddannelsesinstitutioner, som hermed muliggør den vigtige dialog mellem institutioner, lærepladser og samfund”.

Direkte henvendt til dagens 23 ubestridte hovedpersoner, sagde borgmesteren:

”Alle ved, at vi har en mangel på håndværkere. Det er og bliver en kæmpe udfordring for vores samfund, som kræver fælles løsninger. Men jeg – vi – som politikere – har altså ikke den samme autoritet og indsigt som jer, der har modtaget medaljer her i dag. I har gået hele vejen. I har gjort det. Og I har så mange muligheder der ligger åbne foran jer.

Jeg er særligt glad ved at se hvordan I udfolder jer som rollemodeller. Det er et spændende arbejde, men også et tungt ansvar I tager på jer. Men det er dér, hvor I virkelig kan være med til at gøre en forskel for fremtidens samfund og arbejdsmarked”, afsluttede Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard.

×