SMVdanmark: Kandidatreformen har brug for et eftersyn

 

Universiteter og studerende er enige om, at en omlægning på nær en tredjedel af erhvervskandidaterne er urealistisk. SMVdanmark mener, at der er behov for større fleksibilitet, SU-lån og målrettet oplysning, hvis reformen skal blive en succes.

Fra SMVdanmark
20. november 2024

I dag (20. november 2024) har Kandidatudvalget præsenteret deres afrapportering, som er en vigtig milepæl i implementeringen af den historisk store universitetsreform, der blev aftalt i 2023.

Hovedkonklusionen er, at det med de nuværende rammer vil være meget svært at nå reformens mål om 20 pct. studerende på erhvervskandidatuddannelserne i 2032.

Uddannelseschef i SMVdanmark, Kasper Munk Rasmussen, siger:

“Det er stadig en rigtig god idé, at vores universitetsuddannelser kommer tættere på virkeligheden og på erhvervslivets behov, sådan som det har været intentionen med reformen. Men vi må også tage Kandidatudvalget rapport seriøst.”

Han siger videre:

“Det er helt afgørende, at de nye uddannelser kan fungere hos de små og mellemstore virksomheder, der udgør rygraden i dansk erhvervsliv. På baggrund af dagens meldinger vil det være et godt tidspunkt at tage kandidatreformen på værksted til et eftersyn, så vi kan udbedre de mangler, der ser ud til at være.”

Behov for mere fleksibilitet og styrket information til virksomheder
SMVdanmark peger på, at hvis kandidatreformens målsætninger skal nås, er den nemmeste vej at få så mange små og mellemstore virksomheder med som muligt. Her viser tal fra SMVdanmark, at kun 1 ud af 10 SMV’er kender til de nye uddannelser. Derfor er der brug for en informationsindsats målrettet virksomhederne. Udover manglende information peger SMVdanmark også på, at manglende fleksibilitet kan være en barriere.

Kasper Munk Rasmussen siger:

“Flere virksomheder kan være med, hvis det gennemsnittelige timetal for sideløbende beskæftigelse i virksomheden sænkes fra 25 til 20 eller 15 timer. Mange SMV’er vil have gavn af en erhvervskandidat, men det er ikke sikkert, at de kan se sig selv tilbyde 25 timer hver uge. Virksomheder er meget forskellige, så der er brug for mere fleksibilitet, hvis alle skal kunne byde ind.”

SU-lån vil få flere til at vælge erhvervskandidatuddannelser
Et andet element i at løfte reformen kan være at se på en omlægning af SU’en på kandidatuddannelser til et SU-lån, der skal betales tilbage. Kasper Munk Rasmussen forklarer:

“Der vil være meget at vinde ved at omlægge SU’en på kandidatuddannelserne til lån. Det vil øge arbejdsudbuddet og kan skaffe midler til kvalitetsløft af uddannelserne. Samtidig vil det styrke de studerendes incitament til at vælge en erhvervskandidatuddannelse eller en kort kandidatuddannelse og bidrage til reformens målsætninger.”

Oplagt at se på dimensionering
SMVdanmark mener også, at aftalen om at skære kandidatuddannelser over en bred kam bør revurderes set i lyset af, at mange uddannelser med lav ledighed for nyuddannede får skåret i antal optagne studerende.

“Man bør ændre den nuværende dimensioneringsmåde, så den går på tværs af de videregående uddannelser. Vi kan ikke acceptere, at der skæres studiepladser på CBS, DTU og ITU, der har en meget lav ledighed for så at oprette tilsvarende studiepladser på studier med højere ledighed. Ledighed bør være den afgørende faktor i dimensioneringsmodellerne. Hvis ikke disse justeringer foretages, vil det øge manglen på arbejdskraft,” siger Kasper Munk Rasmussen.

HER kan du læse hele rapporten

×