Danmark har mistet 20.000 selvstændige på 13 år

 

Siden 2008 er andelen af danske beskæftigede, der driver egen virksomhed faldet med 16 pct., svarende til 20.000 selvstændige. Til gengæld er antallet af lønmodtagere steget med godt 186.000 i samme periode. Især mændene opgiver livet som selvstændig. Det er en bekymrende udvikling, mener SMVdanmark, der foreslår faste mål for afbureaukratisering og nemmere adgang til kapital.

Fra SMVdanmark
22. februar 2023

Mens nye ansættelseskontrakter er strømmet ud af rødglødende printere, og den danske beskæftigelse derfor i dag har nået et rekordniveau, så står det væsentligt mere sløjt til med at få danskerne til at vælge et arbejdsliv som selvstændig med egen virksomhed.

De seneste 13 år er lønmodtagerbeskæftigelsen buldret op, og antallet af selvstændige er buldret ned, så det i dag kun er 6,2 pct. af alle beskæftigede, der driver egen virksomhed. Det svarer til, at vi siden 2008 i gennemsnit har måtte sige farvel til 1.500 selvstændige hvert år.

Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Det er en meget bekymrende tendens, mener Thomas Gress, seniorøkonom i SMVdanmark.

”Det er virksomhederne, der skaber væksten, velstanden og jobbene. Når færre og færre vælger at gå den vej, så mister vi en del af vækstgrundlaget i dansk erhvervsliv, og vi risikerer også at gå glip af fremtidens Novo, Danfoss eller Maersk,” siger han.

Havde antallet af selvstændige udviklet sig i samme takt som lønmodtagerne, ville vi i dag have haft knap 14.000 flere selvstændige i stedet for et fald på 20.000. Udviklingen betyder også, at Danmark fastholder sin triste placering som et af de lande i EU med færrest selvstændige set i forhold til beskæftigelsen, kun overgået af Tyskland og Norge.

Thomas Gress peger især på øget bureaukrati som en væsentlig årsag til, at færre vælger livet som selvstændig.

”Når vi spørger vores medlemmer, peger de på de mange regler, indberetningskrav, papirarbejde og bureaukrati som den absolut væsentligste barriere for at drive virksomhed i Danmark. Papirarbejdet bliver en skjult omkostning i kroner og tid, som i særlig grad går ud over små og mellemstore virksomheder, og desuden dræber papirarbejdet meget af glæden ved livet som selvstændig,” siger han.

Mændene trækker ned
Det er især mændene, der flygter fra livet som selvstændige. For mens kvindelige selvstændiges andel af beskæftigelsen ligger stabilt over årene, er andelen af selvstændige mænd faldet fra 10 pct. til 7,9 pct.

”Det er især de brancher, hvor mænd søger hen, der er ramt. Andelen af beskæftigede inden for landbrug, skovbrug og fiskeri, som har valgt at blive selvstændige, er faldet med knap 20 pct., og inden for bygge- og anlægsbranchen er faldet på knap 30 pct., mens faldet er på knap 35 pct. inden for handel- og transportbranchen,” forklarer Thomas Gress.

Ud over mindre bureaukrati efterlyser han også, at politikerne gør det lettere for selvstændige at rejse kapital og tiltrække investeringer.

”Danmark har nogle af verdens højeste kapitalskatter, hvilket koster borgere og virksomheder meget i tabte muligheder, og det går i særlig grad ud over SMV’erne. De er ofte henvist til at skaffe kapital fra små investorer tæt på virksomheden, dvs. folk som bor i Danmark og som betaler dansk skat. Store selskaber kan lettere hente penge på udenlandske kapitalmarkeder,” siger Thomas Gress.

Læs hele analysen her

×