“Du skal da være murer”


22-årige Cecilie Svoger Pedersen, der netop er blevet kåret til ”Årets Lærling” af Østjyllands Medaljefond, var aldrig i tvivl om hvad hun skulle være når hun blev stor. Men vejen til svendeprøven og EUX-huen blev ikke uden store, personlige udfordringer.

Fra Aarhus Haandværkerforening
19. juni 2023

”Hvis alle bare var som Cecilie ville murerbranchen gå gyldne tider i møde”.

Der skortede ikke på de rosende ord, da murersvend Cecilie Svoger Pedersen kunne modtage æren som Årets Lærling hos Østjyllands Medaljefond 11. maj i år.

”Årets Lærling er simpelthen noget af det sejeste. En talentfuld kvinde, der både er blevet student og håndværker i et typisk mandefag. Som er blevet kendt for sin omhyggelighed, sit overblik og sin fantastiske kundepleje – intet mindre,” lød det flotte skudsmål, da den 22-årige murersvend fik overrakt prisen.

Få minutter før havde Cecilie fået overrakt en sølvmedalje og et håndtryk af Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard som bevis på sit 12-tal fra sin svendeprøve. Og det havde ikke strejfet hende at hun skulle ud på gulvet og i blitzlyset endnu en gang:

”Før medaljefesten var jeg ikke en gang klar over at de hér præmier overhovedet fandtes. Det fik jeg først at vide, da min læremester fortalte mig at han havde indstillet mig til en medalje for min læretid og svendeprøven og at jeg skulle modtage den i Aarhus”, fortæller Cecilie Svoger Pedersen, som efter endt læretid er fortsat som svend hos murermester Allan Lauridsen.

”Så det var da noget af en ekstra overraskelse at blive råbt op igen og få et diplom mere for at være blevet Årets Lærling – ingen tvivl om det”.


Den lige vej er brolagt med forhindringer

Egentlig var det ret ligetil, for Cecilie har ”altid” vidst at hun ville være murer.

”Da min faster skulle have lavet en tilbygning på sit hus, fik jeg lov at gå med den murer der var der – og så var jeg sikker på at det var dét, jeg skulle lave. Det var bare lige mig. Jeg kan lide at snakke med andre, passe mit arbejde, lave køkkenpuds og alle sådan nogle småreparationer – det er også det jeg gør nu, når vi altså ikke lige er ude at lægge 70 kvadratmeter fliser eller sætte mindre stilladser op”, forklarer Cecilie over en kold danskvand efter fyraften en lille måned efter medaljefesten på Aarhus Rådhus.

Hendes erhvervsvejleder i folkeskolen var heller ikke i tvivl: ”Du skal da være murer” var det svar hun fik den gang, og det har hun holdt fast ved lige siden. En skolepraktik i 9. klasse som dyrlæge var også med til at gøre det tydeligt, at det stadig var murerfaget der trak. Også selvom hun mente at det boglige var vigtigt nok til at overkomme både studenterhue og svendebrev i sidste ende ved at tage sin uddannelse gennem EUX.

”Med EUX kan jeg lidt mere. Det har givet mig en pause fra værkstedet og nogle flere muligheder hvis jeg en dag vil læse videre eller måske starte for mig selv. Man kan sige at jeg har fået mere ud af det selv end ”mester” får ud af min EUX i det daglige, og han har også sagt at han ikke fremover vil have lærlinge der går på EUX – simpelthen fordi de er for længe væk i skoleforløbene og for lidt på arbejdspladsen”.

Men selvom man véd hvad man vil og har talentet, er det ikke det samme som at alle døre står åbne for én. Det lærte Cecilie på den hårde måde da hun efter sit grundforløb på teknisk skole i Horsens (Learnmark Horsens) som alle andre skulle søge læreplads.

”Jeg var rundt ved otte forskellige virksomheder før jeg fik min læreplads. Det var ikke mange der ville have en EUX’er, og mange ville heller ikke have mig fordi jeg er en pige. Det var svært at komme til bare at vise at jeg godt ku’ og at jeg var villig til at knokle som alle andre”, erindrer Cecilie.

Og værre blev det da hun efter få måneder på sin hårdt tilkæmpede læreplads forlod den igen på grund af et meget dårligt arbejdsmiljø og en hård omgangstone hun slet ikke følte sig tryg i. Resultatet blev at Cecilie kom til at bruge det næste halve år i skolepraktik og måtte sende 25 nye jobansøgninger, før en tilfældig, personlig kontakt førte til mødet med murermester Allan Lauridsen, hvis værksted ligger uden for landsbyen Solbjerg et godt stykke vej syd for Aarhus.

”Jeg var vant til at folk kan snakke hårdt til hinanden. Og at der stadig er nogle forestillinger om at der er ting, kvinder ikke kan bare fordi de er kvinder. Og så er der mange der gerne vil bestemme helt over det, de laver, selvom vores arbejde altid er et resultat af en holdindsats og vi er afhængige af hinanden. Nu har jeg fundet et sted hvor jeg har det godt, og så kan jeg vise at jeg faktisk godt kan – sværere er det sådan set ikke”, forklarer 22-årige Cecilie, der dog også mødte modvind på den tekniske skole i Horsens, hvor den anden halvdel af hendes kombinerede studenterhue og svendebrev skulle hentes hjem.

Gruppearbejde for én person. Plus Corona-lockdown
På Leanmark Horsens var der “et par” andre EUX-murerelever i Cecilies klasse, ”…men de faldt hurtigt fra. Og så var jeg helt alene i min klasse resten af min uddannelse. Det var da kæmpetrælst mange gange når vi for eksempel skulle have gruppearbejde ifølge læreplanen og jeg er den eneste i hele klassen. Så blev jeg lidt tilfældigt sat til at følge nogle andre klasser i nogle andre forløb, og tit havde det ikke noget med mine egne fag at gøre. Så kom corona og vi skulle have fjernundervisning på Teams, men det hjalp heller ikke når min lærer flere gange glemte at ”møde op” og give mig undervisning,” lyder det fra Cecilie, som alt til trods kom ud på den anden side og blev belønnet med et fornemt 12-tal til sin svendeprøve.

”Cecilie: Kendt fra TV”
I dag er Cecilie Svoger Pedersen fortsat som svend hos ”mester” Allan Lauridsen, og her har hun tænkt sig at blive i hvert fald nogle år endnu. Hver dag kører hun selv rundt til sine kunder og ofte bliver hun mødt med et smil og ”…er det ikke dig fra TV?”

”Jeg var med i en regionskonkurrence for lærlinge og kom på TV, så alle ved hvem jeg er herude. Det er faktisk ret tit at jeg bliver genkendt netop fordi jeg er hende mureren fra TV,” smiler Cecilie, der netop har købt sit eget hus ”…og så går jeg også og roder med det”.

“Grundforløb, grundforløb, grundforløb…”
Hvis du går i folkeskolen og gerne vil tage en erhvervsuddannelse, men ikke er sikker på hvilken én du skal vælge er Cecilies klare råd:

”Prøv grundforløbet hvis du er i tvivl. Det er det, det er der for. Der kan du netop komme i kontakt med en masse forskellige fag. For du skal huske på at det er resten af dit liv du skal lave det, du ender med at vælge, hvis du da ikke ender med at læse videre,” slutter Cecilie Svoger Pedersen – Årets Lærling 2023.

Læs meget mere om Årets Lærling, Årets Æreshåndværker og Medaljefonden HER

×