Medaljeuddelingen 2024: “Vi elsker kloge hænder”
Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard havde mange rosende ord til såvel de nyuddannede svende som deres læremestre, da Dansk Industri og Håndværks Medaljefond i Østjylland afholdt sin traditionsrige højtidelighed 2. maj på rådhuset i Aarhus.
Fra Aarhus Haandværkerforening
Foto: Flemming Jeppesen
Dato: 14. maj 2024
Torsdag 2. maj 2024 var for de fleste en dag som så mange andre; en af årets første varme og solrige forårsdage med en høj, klar og blå himmel og en hverdag med normale gøremål. Men ikke for alle.
På rådhuset i Aarhus var den røde løber, i hvert fald billedlig talt, rullet ud, flaget var hejst og dørene åbnet til én af årets største, tilbagevendende fester i de gamle haller: Fejringen af årets dygtigste nyuddannede svende med deres familier og læremestre og udnævnelsen af Årets Æreshåndværker.
Laugenes højtidelige indvielse af nye håndværkersvende daterer sig tilbage til middelalderen, hvor de med musikanter og trommer gik gennem byerne i farverige og larmende optog. Ikke helt ulig den studenterkørsel vi kender i dag hvor det er de gymnasiale studenter der har overtaget skikken med at bevæge sig larmende og særdeles synligt gennem bymidten for at fejre sig selv og erhvervelsen af de karakteristiske studenterhuer som selve symbolet på deres uddannelse.
Men i sin moderne udformning finder denne fejring af byens unge håndværkere i dag sted under (lidt) mere beherskede, men bestemt ikke beskedne rammer, på Aarhus’ rådhus, og sådan har det været siden 1989. Musikken blev i år, som så ofte før, leveret af Prinsens Musikkorps, på pladsen foran rådhuset, der selv blev indviet i 1941. Og inden døre, i selveste byrådssalen var det Akademisk Kor der slog tonen an til eftermiddagens taler og medaljeoverrækkelser, med en smuk udgave af ”Den danske sang er en ung blond pige”.
En hyldest til det hårde arbejde
Første taler på dagens talerstol i den nu tætpakkede sal var værten og byens mangeårige borgmester, Jacob Bundsgaard.
”Vi står her i de rammer jeg sætter allermest pris på. Hver en detalje i rummet her vidner om de smukkeste håndværkstraditioner, og som sådan kan jeg ikke forestille mig et bedre sted at dvæle ved historien og hylde alt det hårde arbejde, I hver især har lagt i jeres uddannelse. Velkommen!” lød borgmesterens indledning.
Dernæst holdt medaljefondens formand Henrik Hoffmann sin velkomsttale, hvori han takkede borgmesteren og kommunen for at lægge rammer til medaljeuddelingen, inden han henvendte sig til de nu meget opmærksomme og festklædte svende, der i dagens anledning havde indtaget de stole i byrådssalen, der normalt er forbeholdt de folkevalgte medlemmer af byens råd:
”Uden jeres flid og ihærdige indsats igennem en lang og sej læretid sad vi ikke her, for så var der ingen medaljer og ingen fest. Det er jer, det handler om. I har ikke alene præsteret fornemme karakterer og demonstreret en faglig dygtighed langt ud over det forventede.
Jeres personlige egenskaber og menneskelige og faglige udvikling er det, der for alvor skiller jeg ud fra mængden. Det er selve årsagen til at jeres læremestre og firmaer har indstillet jer til medalje i dag”, lød ordene fra Henrik Hoffmann, anlægsgartner og formand for medaljefonden så vel som Aarhus Haandværkerforening, der sammen med Dansk Industri står bag den årlige medaljeuddeling.
Fagenes parade
Dansk Industri og Håndværks Medaljefond i Østjylland, som er medaljefondens fulde navn, giver medaljer til nyuddannede svende inden for håndværk, industri og byggeri. Og modtagernes baggrund vidner om at det i dag kan være rigtig mange ting; gamle håndværk som bødker, tøndebinder, gørtler og keddelflikker er måske forsvundet eller på vej i graven, men med tiden er andre og nyere håndværk kommet til.
Årets modtagere er derfor alt fra lager- og logistikspecialister til plastmagere og datateknikere foruden ældre håndværk som tømrer, murer og bygningsmaler.
Den fulde liste over årets medaljemodtagere og deres håndværk kan ses HER:
https://medaljefonden.dk/modtagerne-2024
Alle er de med til at fortælle historien om det samfund vi lever i i dag, men de siger også meget om hvor vi er på vej hen – hvilken viden og hvilke håndværk der kommer til at forme fremtidens Danmark og verden i det hele taget. Netop dette blev Årets Lærling et ganske sigende symbol på.
At tage ansvar for egen og andres læring
”Årets Lærling har i sin læretid gennemgået en enorm personlig udvikling. Hun var usikker og havde tvivl om sit eget værd, men i løbet af sin tid hos os har hun vokset sig stærk og robust. Hun var i tvivl om hvorvidt hun overhovedet havde det, der skulle til for at gennemføre sin svendeprøve; men hun samlede alt sit mod og beviste at hun hører til blandt de bedste ved at afslutte med et flot 12-tal.
Og hun har ikke kun haft fokus på sin egen udvikling. Undervejs har hun også taget en mentoruddannelse og er i dag med til at integrere ukrainere i et særligt forløb på vores arbejdsplads. Hun bliver beskrevet som en fremragende kollega, der altid er villig til at hjælpe. Årets Lærling 2024 er lager- og logistikoperatør Marlene Sander Andersen fra Saint-Gobain Distribution Denmark”.
Sådan.
Til rungende klapsalver måtte den nyudlærte lageroperatør således endnu en gang rejse sig fra sin plads og gå frem for at modtage en særlig gave i form af et indgraveret ur og en buket blomster som bevis på at hun dette år er den bedste af de bedste, på tværs af fag, køn, alder og erfaring. Velfortjent!
Kammerdame, lystfisker, filantrop – og Æreshåndværker
Herefter var det tid til at afsløre Årets Æreshåndværker. En nyere tradition, der blev indledt i 2005, med forhenværende borgmester Thorkild Simonsen som første modtager, og som hædrer personer, der med deres virkelyst og enestående evner og personlighed har været med til at sætte Østjylland på landkortet.
Dette års modtager lever i høj grad op til netop dette. Hvilket blev understreget i bestyrelsesmedlem Jørgen Laursens tale, som introducerede Årets Æreshåndværker 2024:
”Årets Æreshåndværker er datter af en snedkermester. Som uddannet tandtekniker kom hun som ung til Aarhus og blev model for byens stormagasin. Hun blev købmandsfrue, da hun giftede sig med chefen, og kan i dag også skrive den fornemme titel ”kammerdame” på visitkortet.
Og så har hun, som næstformand i Salling Fondene, over de seneste år doneret milliarder af kroner til forskning, kultur, kirke, sport, uddannelse og velgørende formål i Aarhus. Årets Æreshåndværker 2024 er Karin Salling, filantrop, AGF-fan, lystfisker og enke efter storkøbmand Herman Salling. Tillykke med prisen”, lød talen fra malermester Jørgen Berg Laursen, som hermed kaldte Karin Salling frem til modtagelse af blomster og diplom som bevis på udnævnelsen.
Som tak kvitterede Karin Salling med en kort, men formfuldendt tale, hvori hun først og fremmest fremhævede Salling Fondene som grundstenen i hendes velgørende arbejde:
”Det er fantastisk at have en organisation, hvor vi ikke bare har viljen til, men også mulighed for, at donere vores overskud tilbage til samfundet. Hver gang du handler ind i Bilka, Føtex, Netto eller Salling, så er du med til at støtte dette arbejde, der kommer vidt omkring for at glæde og gavne vidt og bredt i samfundet”, lød det fra Karin Salling.
Herefter var det tid til afsyngning af vores nationalsang inden årets medaljemodtagere stillede op til fotografering. Og så fortsatte festen for alvor i den store rådhussal hvor der var dækket op med mad og drikke til alle. Men først tog borgmester Jacob Bundsgaard endnu en gang ordet.
”I fortjener det virkelig”
”Der er mange ting jeg kan stoppe op og glæde mig over – være stolt over – som borgmester her i Aarhus. Men noget af det bedste i mit job, det er at stå her og se jer alle sammen: Dygtige unge håndværkere med livet foran jer.
I fortjener det virkelig i dag. Og jeg ser at I går herfra med en endnu rankere ryg. Vores ønske som kommune er at anerkende jeres indsats og jeres valg om at tage en erhvervsuddannelse. I har haft modet til at gå jeres egne veje. Dygtiggøre jer. Men det har også stillet store krav til jer undervejs.
Det er ingen hemmelighed at vi i flere år har haft politisk fokus på at få flere til at vælge som I har gjort det, og nu er I med til at vise vejen. Derfor siger jeg at jeg elsker ”kloge hænder”.
Vi er en by med mange typer af uddannelser. Men der er altid brug for flere. Og alle kan blive i tvivl om hvad de gerne vil eller udskyde valget til senere. Derfor indfører vi også et helt nyt tilbud til unge, HPX, som giver ballasten til at vælge den rigtige erhvervsuddannelse, og hvor man får mulighed for at dygtiggøre sig imens man træffer valget.
Til slut skal vi ikke glemme at de dygtigste lærlinge også kræver de dygtigste læremestre og virksomheder. Så tak til jer. Tillykke med jeres medaljer, alle sammen, og held og lykke på næste del af jeres rejse!” lød afskedstalen fra Aarhus’ borgmester før de sultne festdeltagere endelig kunne kaste sig over de bugnende borde.