”Her lærer vi mens vi gør det”

2019-04-25 11:27


Kombinationen af teori og praksis, en stærk faglig identitet og stolthed og ikke mindst en direkte vej til arbejdsmarkedet er lige nu det, der skal lokke landets skoleelever ind på håndværkervejen – i dette tilfælde Aarhus TECH. Mød nogle af de uddannelser, der hitter netop nu.

Af Tore Plougheld

Med udsigten til at mangle 30.000 faglærte håndværkere om ti år er der lige nu kamp om ”kunderne” - folkeskolens afgangselever, der skal vælge mellem gymnasium/handelsskole/HF eller en erhvervsuddannelse som for eksempel bager, kok, slagter eller frisør.

Sidstnævnte bliver i Aarhus uddannet på Aarhus TECH Campus C, beliggende på Dollerupvej i det centrale Aarhus i udkanten af den helt nye bydel Ceres Byen. Aarhus Haandværkerforenings udsendte var med på en rundvisning for at se, høre og opleve hvordan undervisningskonsulent Christian Damgaard og hans kolleger præsenterer de mange fremtidsmuligheder for interesserede potentielle elever. Og en snak om hvordan de forskellige uddannelser spiller sammen og lærer de unge at samarbejde på tværs af fagene allerede fra starten af deres skoletid – en vigtig og nødvendig øvelse til når de skal ud at prøve kræfter med virkeligheden, forklarer Christian Damgaard:

”Tjenere er mere end tallerkenslæbere, for nu at tage et eksempel. De skal vide, hvad de snakker om, når de leverer oplevelser til deres gæster og er med hele aftenen til deres fester. Så et tillidsfuldt samarbejde med kokke, konditorbagere og vintjenere er en forudsætning for at det overhovedet kan lade sig gøre. Heldigvis oplever vi at eleverne bliver hurtigt voksne af det ansvar, de får. Mange nyuddannede slagtere opnår for eksempel hurtigt lederstillinger i større dagligvarebutikker fordi der både er mangel på faglærte slagtere og ledere med detailkendskab til fødevarer i butikkerne”, lyder det fra Christian Damgaard, der selv er uddannet kok inden han endte på Aarhus TECH.
 
 

Samme område, forskellig tilgang
Som et eksempel på hvordan tilberedning af råvarer til færdige måltider kan udmønte sig i forskellige retninger nævner Christian Damgaard uddannelserne til kok og ernæringsassistent.

”En kok har typisk dyre og fine råvarer, men skal kunne sætte et måltid sammen på tyve minutter – længere gider de fleste gæster ikke vente. Det er den tid, de har til at levere en oplevelse til deres gæster.”

Omvendt har ernæringsassistenterne sjældent eksotiske fødevarer til rådighed, men skal til gengæld lave mad til mange forskellige mennesker af basisvarer året rundt, heraf til fængsler, hospitaler, plejehjem og daginstitutioner.

”Her siger vi at ernæringsassistenternes fornemste opgave er at gøre folk raske med deres mad og gøre den indbydende at spise for syge og ældre, som måske ikke har den store appetit – men stadig skal have den nødvendige næring hver dag. Det kræver både kreativitet og stabilitet og et dybtliggende kendskab til allergier, diæter og så videre”.

Og nåh, ja:

”Bageruddannelsen er da også populær for tiden og på vej op igen – det skyldes helt sikkert også et øget fokus fra ”Den store bagedyst” og hvad der ellers er populært af den slags programmer i tv lige nu”, kommer det fra Christian med et glimt i øjet.

Kunderne rykker ind på skolen
Som et eksempel på at eleverne skal klædes på til erhvervslivet lige fra skolestart nævner Christian Damgaard den tilbagevendende bespisning af pensionister fra lokalområdet:

”Vi åbner dørene og inviterer nysgerrige ældre mennesker med god tid ind til en oplevelse og et godt måltid mad. Og når 60 forventningsfulde gæster sidder klar ved bordene, så skal det hele spille sammen: Kokke, tjenere, bagere, slagtere – alle skal have styr på deres del af opgaven. Bagefter bliver eleverne indsats vurderet og evalueret, både af gæster, faglærere og eleverne selv: Hvor var der ventetider og flaskehalse og hvad skal vi være skarpere på til næste gang?”

Eleverne rykker dog også ud af skolen i løbet af skoleperioden:

”Der er ikke længere noget, der hedder ”ni-til-fire-arbejdstider”, heller ikke for de unge mennesker her. Måske har de 30 lektioner om ugen, men de ligger også nogen gange om aftenen og i weekenden, hvis der sker noget relevant ude i byen. Så når vi fremhæver, at vores elever er klædt på til erhvervslivet, så er det fordi, det forholder sig sådan: De har været derude hele tiden”, opsummerer Christian Damgaard, da dagens rundvisning i det imponerende bygningskompleks er forbi.

Fakta om Aarhus TECH:
- Udbyder ca. 30 erhvervsuddannelser fra sine tre adresser i Aarhus
- For at komme ind på uddannelserne skal du have bestået 9. klasse med karakteren 02 i både dansk og matematik.
- Der er frit (ubegrænset) optag på de fleste uddannelser – dog ikke til frisør og ernæringsassistent, hvor man derfor skal vedlægge en motiveret ansøgning.
- Kan man ikke finde en læreplads er det muligt at komme i skolepraktik, undtaget for fagene vagt, chauffør, bager / konditor og tjener.
- Der er også mulighed for at starte direkte i praktik på sin læreplads før første skoleperiode (praktikvejen) og muligheden for den såkaldte ”Ny mesterlære” (undtaget for elektriker – og VVS-uddannelsen) hvor den praktiske uddannelse flyttes ud på selve lærepladsen.
- Det er muligt at komme til udlandet efter at have bestået grundforløbet.
- Der er skolestart en eller to gange om året på alle uddannelser. Næste gang er 12. august, med ansøgningsfrist 3. juni på www.optagelse.dk
- Læs meget mere om de forskellige ungdomsuddannelser på www.ug.dk
- ...Og om Aarhus TECH og hvornår der næste gang er åbent hus, udannelsesvejledning med mere på www.aarhustech.dk
  Aarhus Haandværkerforening
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk