Annette tabte sit hjerte til Aarhus TECH

 

Aarhus TECHs mangeårige direktør Annette Lauridsen er gået fra borde efter 37 år som lærer, fagkonsulent og leder.

Fra Aarhus Haandværkerforening
Foto: Tore Plougheld
12. februar 2024

”Det kan næppe være et rent tilfælde at Dronning Margrethe har valgt at abdicere i samme måned som dronningen af AARHUS TECH efter imponerende 37 år i jobbet. Men du har været dedikeret over alt andet, en visionær leder som har skabt resultater i vanskelige tider og navigeret sikkert gennem den ene turbulens efter den anden. Og du har først og fremmest skabt et miljø hvor eleverne er i centrum. Så nu kan du fuldt fortjent trække dig tilbage og nyde dit otium”.

Sådan lød ordene fra AARHUS TECHs bestyrelsesformand Bo Sejer Frandsen, da direktør Annette Lauridsen 31. januar holdt afskedsreception i den store kantine i den gule murstenslabyrint der udgør teknisk skoles afdeling på Halmstadsgade i Aarhus nord.

Godt 200 mennesker fra nær og fjern var mødt op på dagen for at fejre at Annette Lauridsen fra denne dag kunne kalde sig ”arbejdsfri” efter et langt liv i skolens tjeneste. En karriere der startede som timelærer på den daværende tekniske skole i Aarhus efter eksamen som cand. phil. I nordisk sprog og litteratur i 1985. Hun trådte ind i ledelsen i 1992, blev vicedirektør i 2005 og direktør for AARHUS TECH i 2007. En lang rejse med faglige og administrative udfordringer, der med hendes egen formulering ”både starter og slutter i en højkonjunktur” og hvor den nu kombinerede erhvervsskole og gymnasium er godt rustet til fremtiden.

Det mest spændende sted at være
”Jeg er en uddøende race. Timelærere som mig findes der ikke mange af længere. Og jeg kan tydeligt huske tilbage til den gang da askebægre var indbygget i arkitekturen her på skolen og der blev serveret øl i kantinen på hverdage. Dengang der var en helt anden tone på arbejdspladsen end i dag”, fortæller Annette Lauridsen da hun selv tager ordet.

”Men jeg tabte mit hjerte fuldstændig til teknisk skole. Det var så spændende at være lærer og fagkonsulent og kunne følge udviklingen år efter år, især med alle dens reformer: Som i 1991, 2000 og 2015 – det er som om politiske reformer altid er en reaktion på de foregående reformer – et pendul der svinger frem og tilbage”, lød det fra talerstolen. Den afgående direktør afslørede også at hendes personlige favorit var reformen fra år 2000, hvor en ny uddannelsesplan og ansvar for egen læring kom i fokus.

Slutter på toppen
I dag fylder erhvervsuddannelserne og gymnasiet lige meget og håndværksfagene er inde i en rivende udvikling. Direktøren for det hele kan dermed læne sig tilbage og give stafetten videre til Chester Folming, der kommer fra stillingen som uddannelsesdirektør på AARHUS TECH.

”Vi er et godt sted lige nu. Vi er godt rustet til fremtiden. Så jeg kan kun slutte af med at sige tak til alle medarbejdere og ledere, og så glæder jeg mig til at åbne nye døre. Held og lykke på den nye rejse alle sammen”, sluttede Annette Lauridsen, der nu kan kalde sig pensioneret direktør.

×