74 p-pladser til håndværkerne bliver nu klar til brug

 

Kører du på gule plader? Nu får du nemmere ved at parkere i Midtbyen. Nyt forsøg skal gøre livet lettere for trafikanter i erhvervsbiler i Aarhus. 74 af byens parkeringspladser reserveres til biler på gule plader i dagtimerne.

Aarhus Kommune, Teknik og Miljø / Aarhus Haandværkerforening
22. August 2023

Nu er der godt nyt til håndværkere og andre, der bruger arbejdstid på at køre rundt i byen efter en parkeringsplads. Teknik og Miljø kommer nu med en forsøgsordning, hvor 74 af byens eksisterende parkeringspladser reserveres til erhvervsbiler på gule plader.

“Jeg synes, vi er lykkedes med at få lavet en god, fleksibel løsning, hvor vi tilgodeser brugerne af erhvervsbilerne i deres arbejdstid, samtidig med at beboerne vil kunne parkere, når de kommer hjem. De fleste af os kan nok sætte os ind i, hvor bøvlet det må være at skulle slæbe tungt værktøj og materialer flere hundrede meter ned ad gaden i Midtbyen for at udføre sit arbejde. Nu ser vi, hvordan det virker i praksis, og om der eventuelt er behov for justeringer” – Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø

Parkeringspladserne fungerer som erhvervspladser på hverdage fra kl. 7.00-16.00 og kan således bruges af alle uden for det tidsrum.

Find de ledige pladser på mobilen
Alle pladser bliver forsynet med en sensor på asfalten, så man via app’en Papp kan se, hvilke pladser der er ledige, når man skal bruge én.
Ordningen er blevet til i tæt samarbejde med Aarhus Håndværkerforening og Erhverv Aarhus, der længe har ønsket en løsning på parkeringskvalerne inde i byen. De har således været med til at pege på, hvor de nye erhvervsparkeringspladser skal placeres.

”Vi er virkelig glade for, at det nu bliver markant lettere for vores medlemmer at komme til at udføre deres arbejde flere steder i midtbyen, og at vi som bonus kan tage teknologien til hjælp, så håndværkerne hurtigt kan danne sig et overblik over, hvor den nærmeste ledige p-plads befinder sig”, lyder det fra Betina Halvorsen, direktør i Aarhus Haandværkerforening.

Sensorerne lægges på løbende. De gør det desuden muligt at holde øje med, hvordan pladserne bliver brugt.

“Erhvervsbilisme skal naturligvis prioriteres, så håndværkere og øvrige erhverv på gule plader kan betjene byens erhvervsdrivende og borgere. Derfor er vi glade for, at vi kan få afprøvet, om denne ordning bør gøres permanent eller eventuelt skal tilpasses, så vi forhåbentligt kan afhjælpe problemerne med erhvervsparkering i midtbyen”, forklarer Jesper Theil, der er sous- og kommunikationschef i Erhverv Aarhus.

Teknik og Miljø går inden længe i gang med at sætte skilte op ved de berørte parkeringspladser. Alle pladser forventes at være klar i slutningen af september.

De 74 erhvervsparkeringspladser fordeler sig på 36 lokationer i Aarhus C og Aarhus N.

Fakta
– Alle erhvervsparkeringspladser bliver forsynet med et skilt, der angiver, at pladsen er reserveret til biler på gule plader på hverdage mellem kl. 7.00 og 16.00.
– Alle pladser er i dag betalingsparkeringspladser, men har man en såkaldt erhvervslicens, koster det ikke noget at holde der.
– Sensorer på asfalten gør det muligt at holde øje med, hvordan pladserne bliver brugt, ligesom brugerne via en app kan se, hvilke der er ledige. Al data vil indgå i den endelige evaluering i 2025 og samtidig give et praj undervejs, hvis der bliver behov for at ændre på antal eller placering af erhvervsparkeringspladserne.
– Forsøget er besluttet af Aarhus Byråd.

Læs mere hos Teknik og Miljø 

×